En af Berlins mest omtalte restauranter: Åbner eksklusiv pop-up i København
Til sommer kan Tivoli-gæster se frem til en helt særlig spiseoplevelse, når den anerkendte Berlin-restaurant CODA rykker ind i Det Japanske Tårn.
Fra 16. juli til 16. august 2026 overtager restauranten køkkenet og markerer sit 10-års jubilæum med en menu, der samler nogle af de retter, der har defineret stedet gennem det seneste årti.
Det er første gang, CODA flytter hele restauranten ud af Berlin, og i fire uger bliver Tivoli dermed midlertidigt hjem for et af Europas mest nyskabende fine dining-koncepter.

13-retters jubilæumsmenu
Bag CODA står køkkenchef René Frank, der er blevet kendt for at udfordre grænserne mellem det søde og det salte køkken.
Med rødder i dessert- og konditorhåndværket har restauranten udviklet en stil, hvor tekstur, fermentering, syre, bitterhed og umami spiller sammen med råvarernes naturlige sødme.
I Tivoli bliver det muligt at opleve en 13-retters menu, som fungerer som en fortælling om CODAs udvikling gennem de sidste ti år.
Det er ikke bare en række favoritter, men en samlet præsentation af de idéer og den filosofi, der har gjort restauranten til et markant navn på den internationale restaurantscene.
Læs også: Månedens must-try: Alle foodies strømmer til denne nye café Blandt højdepunkterne er to af CODAs mest kendte serveringer.
Den ene er kaviar-ispinden, som består af jordskokkeis, bourbonvanilje, pecannøddeganache og Oscietra-kaviar. Den anden er raclette-vaflen, hvor konditorteknikker møder smeltet racletteost, fermenteret kål, radise og dybe umamismage.
Menuen samler de elementer, der har været centrale i CODAs køkken siden begyndelsen, og giver gæsterne en oplevelse, hvor smagen er det klare omdrejningspunkt.

Mere end en pop-up
Ifølge René Frank er opholdet i Tivoli noget ganske særligt.
“For os er dette meget mere end en pop-up. For første gang tager vi hele teamet med ud af Berlin i en måned og flytter CODA til et sted, som besøges af mennesker fra hele verden. Det er dét, der gør projektet så særligt. Tivoli er et sted fyldt med historie, følelser og møder mellem mennesker. Derfor føles det helt rigtigt at fortælle en del af vores egen historie netop dér.”
Også i Tivoli ser man frem til besøget.
Mikkel Ustrup, High End Director i Tivoli, kalder det en sjælden mulighed for at opleve et originalt europæisk restaurantkoncept midt i København.
“Gennem årene har Det Japanske Tårn haft besøg af nogle af verdens mest spændende restauranter, som hver især har bidraget med deres egen kulinariske fortælling. Med CODA får vi besøg af en restaurant, der har udfordret de traditionelle rammer for fine dining og skabt sit eget gastronomiske udtryk.
Det er en sjælden mulighed for at opleve et af Europas mest originale restaurantkoncepter midt i København, hvor kreativitet, teknisk præcision og ekstraordinære smagsoplevelser går op i en højere enhed.”
En menu til pop-up’en koster 2.200 kr. pr. person og kan både bestilles til frokost og aften.
Læs mere og book bord her.
Hvad: CODA pop-up
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: Fra 16. juli til 16. august 2026