Er det her for tidligt?: Kendt bageri vil have dig til at spise fastelavnsboller allerede nu
Hvis der er noget, københavnerne kan snobbe mere over end alle andre i hele verden, er det fastelavnsboller.
Køerne – og priserne – til den lille fyldte kagetingest vækker hvert år forargelse på den anden side af storebæltsbroen, men heldigvis er det jo kun i en lille begrænset periode om vinteren, at fastelavnsbollen skal smages, vendes og drejes.
Skulle man tro.
Nu tyvstarter Lagkagehuset nemlig kampen for at få danskerne med på vognen lidt før tid – eller meget!
Faktisk kan du allerede fra 23. september tyvstarte med to nye varianter i det gamle bageri, der også vil give kunderne mulighed for at vælge, hvilken af de to forsøgskaniner, der skal sælges igen, når tiden rigtigt er kommet til den slags næste år.
“Vi laver lidt ‘ballade’ og bryder med traditionen om kun at servere fastelavnsboller til fastelavn. Vi glæder os til at byde kunderne indenfor og give dem muligheden for at smage to helt nye varianter, som konkurrerer om at blive en del af sortimentet i 2025. På demokratisk vis lader vi kunderne bestemme, hvilken variant der fortjener at blive en fast fastelavnsfavorit fra det nye år,” siger Morten Vedel, Chief Marketing Officer hos Lagkagehuset i en pressemeddelelse.
Valgkampen står mellem to spidskandidater – én fra gul og én fra pink fløj, og ligesom i et ægte politisk opgør, er der tale om to stærke kandidater, der appellerer til danskernes gunst.
Og så er det jo altså op til dig og alle de andre, der ikke kan vente til, at der reelt skal slås katten af tønden, om du er til citron og lakrids eller rabarber og hvid chokolade.
Begge fastelavnsboller vil kunne købes i alle Lagkagehusets butikker i kampagneperioden fra den 23. september til den 6. oktober.