Et af landets største: Kæmpe loppemarked indtager Bella Center straks efter nytår

Skrevet af: Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR
Foto: PR

Shoppelystne loppehajer kan skyde 2020 i gang med en stor loppejagt i København.

På Amager er der nemlig genbrugsguld i lange baner i weekenden 4.-5. januar, når det endnu en gang er tid til Lopper i Bella.

Bella Centers store lokaler fyldes med hundredvis af boder, hvor du kan prutte om prisen hos både private og professionelle sælgere, som står klar med varer.

På loppemarkedet finder du alverdens ting og sager – blandt andet møbler, legetøj, vinylplader, porcelæn, lamper og nips. Så hvis du eksempelvis er på udkig efter noget at pifte hjemmet op med, kan du være heldig at finde lige det, du mangler.

Læs også: Stort loppeparadis på Østerbro er fyldt med genbrugsguld

Foto: PR

Populært marked

Lopper i Bella er et særdeles populært marked for såvel købere som sælgere, og genbrugsentusiaster fra hele landet forventes at finde vej til Amager denne weekend.

Det betyder, at arrangørerne kan melde udsolgt af stande forud for markedet, og du kan derfor regne med, at Bella Center bugner af brugte sager begge dage.

Loppemarkedet er åbent fra klokken 10 til 17 lørdag og klokken 10 til 16 søndag.

Entré koster 40 kroner.

Arrangørerne opfordrer til, at man ankommer med enten bus eller metro, da der kun er et begrænset antal parkeringspladser ved Bella Center.

Busserne 18, 33, 34, 68 og 77 stopper tæt på indgangen, og metrolinjen M1 kører næsten lige til døren.

Læs mere på loppemarkedibella.dk.

Hvad: Loppemarked
Hvor: Bella Center, Center Boulevard 5, København S
Hvornår: 4.-5. januar 2020

Læs også: Hylderne bugner af lækkert børnegrej i Københavns nye genbrugsmekka