Tag på udflugt: Eventyrlegeplads tæt på København er et besøg værd

Her på MigogKbh er vi altid på udkig efter sjove og anderledes oplevelser i København og omegn, og når vi støder på gode steder, elsker vi at dele dem med vores læsere.
Denne gang har vi et tip særligt til byens børnefamilier, som trænger til at se noget andet end den lokale legeplads, når ungerne skal luftes.
Der, hvor Nordvest i København møder Søborg i Gladsaxe, findes en legeplads, der er værd at tage på udflugt til.
Tag en tur på svævebanen
Eventyrlegepladsen, som blev indviet i 2019, ligger på Magle Torv tæt på Utterslev Mose, og her er underholdning for såvel små som større børn.
De mindste kan lege i timevis i sandet og de små legehuse samt på gyngerne, og de kan tage en tur på mini-klatrevæggen og rutsjebanen.
Samtidig kan deres større venner eller søskende komme højt til vejrs og kravle i spændende rør og gange, eller de kan suse af sted og mærke vinden i håret.

På legepladsen er der nemlig både en svævebane og en række sjove tårne, der ligner noget fra et eventyr og er forbundet af snørklede rør, man kan kravle i.
Når man vil ned på jorden igen, kan man kure ned gennem rutsjerøret.

Selv om ungerne kommer højt til vejrs, behøver forældrene dog ikke bekymre sig, for rørene, der forbinder tårnene, er lavet af gitter og har tag på, så man ikke kan falde ned.
Tæt på skøn natur
Idet Eventyrlegepladsen ligger få minutters gang fra Utterslev Mose, kan besøget nemt kombineres med en sjov naturoplevelse.
Utterslev Mose er med god grund et populært udflugtsmål for mange af byens familier.
Her er ikke bare flot udsigt og grøn natur, men også et rigt fugleliv, og så kan man være heldig at møde en flok søde får, som helt sikkert vil være et hit hos bybørnene.
Det er gratis at besøge Eventyrlegepladsen, og den er åben alle dage.
Hvad: Eventyrlegeplads
Hvor: Magle Torv, Søborg