Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aldrig før vist i Danmark: Exceptionel udstilling med Gauguin og hans venner netop åbnet

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Gotfred Tvedes herskabsvilla 1916-18. Foto: Adam Mørk, Ordrupgaard
Gotfred Tvedes herskabsvilla 1916-18. Foto: Adam Mørk, Ordrupgaard

De fleste af os kender Paul Gauguins farverige værker, men ikke alle kender historien om, hvordan den franske maler og kunstnerkredsen omkring ham skabte et helt nyt malerisk udtryk i slutningen af det 19. århundrede.

Derfor stiller kunstmuseet Ordrupgaard nu skarpt på netop denne fortælling og viser en række værker, som aldrig før har været udstillet i Danmark.

Gauguin blev især kendt for sine malerier fra Tahitis fjerne himmelstrøg, men udstillingen “Gauguin og hans venner” tager udgangspunkt i franske stemninger.

Det var nemlig i små flækker som Pont-Aven og Le Pouldu i Bretagne, at den frihedssøgende kunstners interesse for den rustikke livsførelse og eksotisme opstod.

Kunstnerkredsen i Bretagne

Gauguin havde et ønske om at slippe kunsten fri fra naturalismens lænker, og i stedet for at se udad mod virkeligheden ville han med sine malerier søge indad og mod det drømmende.

Med sin nye symbolske kunst fik Gauguin følgeskab af en række kunstnere, som fandt ham inspirerende og således blev en del af kredsen omkring ham i Bretagne.

Bonjour Monsieur-Gauguin, 1889. Foto: PR, Ordrupgaard
Paul Gauguins Bretagnepige og gås ved vandet, 1888. Olie på lærred. Privatsamling, Canada

Blandt dem, som gik i Paul Gauguins fodspor, var Émile Bernard, Paul Sérusier, Meijer de Haan, Charles Filiger og Jens Ferdinand Willumsen.

Men også helt unge kunstnere som Maurice Denis, Jan Verkade og Mogens Ballin blev en del af kredsen.

Udlånt fra hele verden

Gruppeudstillingen “Gauguin og hans venner” viser helt exceptionelt en række værker, som er udlånt af førende museer og private kunstsamlere i hele verden.

I alt kan du se knap 100 værker på udstillingen, og her er primært tale om kunst fra årene efter 1889.

Blandt andet Metropolitan Museum of Art i New York og Musée d’Orsay i Paris har udlånt værker til museet nord for København.

Georges Lacombes Det gule hav, Camaret, ca. 1892. Olie på lærred. Musée des Beaux-Arts de Brest métropole.

Du kan opleve “Gauguin og hans venner” på Ordrupgaard fra 26. januar til 1. maj.

Museet er åbent tirsdag til søndag og ligger på adressen Vilvordevej 110 i Charlottenlund – blot få kilometer fra København.

Billetter kan købes online eller ved indgangen. Prisen er 120 kroner for voksne og 100 kroner for studerende og unge 26 år.

Læs mere på ordrupgaard.dk.

Hvad: Gauguin og hans venner
Hvor: Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund
Hvornår: 26. januar til 1. maj 2022

Del artikel

Andre læser også