Perfekt søndagsaktivitet: Få tips til haven og shop smukke unikafund til stort høstmarked

På søndag kan du komme med til en ekstraordinær omgang søndagshygge på Frederiksberg.
I Haveselskabets Have lige ved Frederiksberg Runddel afholdes nemlig Haveselskabets Høstmarked, og det bliver med mange fine ting på programmet.
Gå en tur i den smukke (og for mange ukendte) have, oplev spændende oplæg og shop løs hos 45 forskellige udstillere inden for design, mode, skønhed, have, gastronomi og kunsthåndværk.

Høstmarked med sensommer-shopping
Søndag d. 18. september fra kl. 11-17 inviteres der til søndagshygge i Haveselskabets Have på Frederiksberg.
Haveselskabets Høstmarked er en efterfølger til den store forårsudstilling Hjem & Haveliv, som ligeledes afholdes i Haveselskabets Have.
Selvom årstiden er blevet ændret, kommer Høstmarkedet dog ikke til at gå ned på hverken lækre boder eller miniforedrag i løbet af dagen.
Og så endda i nogle af Københavns smukkeste omgivelser vel at mærke.
Der er samlet 45 kvalitetsudstillere, der alle vil inspirere og friste med efterårstilbud til den kræsne forbruger, og mon ikke du kan finde et helt unikt fund til din bolig?

Hør lærerige oplæg
Det er også lykkedes at lave et spændende program med aktiviteter, der er gratis, når man først har købt sin indgangsbillet.
For eksempel kommer Camilla Hugger Tarp fra Florie på Grønttorvet i Valby. Hun demonstrerer teknikker til at arrangere smukke efterårsblomster i krukker og vaser.

En billet til det hyggelige høstmarked koster 45 kr. eller 25 kr., hvis du allerede er medlem af Haveselskabet.
Læs mere om høstmarkedet på Facebook lige her.
Hvad: Haveselskabets Høstmarked i Haveselskabets Have
Hvor: Pile Allé 6, 2000 Frederiksberg (ved Frederiksberg Runddel)
Hvornår: Søndag d. 18. september 2022 fra kl. 11-17
Hvor meget: Billetter koster 45 kr. (25 kr. for Haveselskabets medlemmer)
Hvordan: Billetter kan købes lige her eller i døren