Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fejrer ny cykelgade: Kom til bilfri markedsdag på Østerbro

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Arkivfoto
Arkivfoto

For nogle måneder siden kunne vi her på MigogKbh fortælle, at Nordre Frihavnsgade på Østerbro skal omdannes til en særlig cykelgade.

Det skyldes, at der ofte opstår farlige situationer i gaden, som har bilparkering i vejkanten i stedet for cykelsti.

Arbejdet med at anlægge den nye cykelgade begynder til sommer, men allerede i den kommende weekend tages der forskud på glæderne, når der inviteres til markedsdag på strækningen mellem Trianglen og Victor Borges Plads.

Det sker lørdag 21. maj i tidsrummet kl. 9-15, hvor startskuddet til anlægsprojektet fejres.

Rykker ud på asfalten

Strækningen spærres for trafik, så gadens butikker og madsteder kan rykke ud på asfalten med boder og god stemning, og der er sjove aktiviteter for både store og små.

Der vil blandt andet være smoothiecykler, hvor man med pedalkraft kan blende sin egen gratis smoothie, og så tilbydes der gratis smøring og vask af cykler.

Børn skal huske at medbringe deres cykler, for Cyklistforbundet opstiller en sjov cykelbane.

Der er desuden cykelshow og gratis børneworkshop om cykelgøgl, og en DJ på lydcykel sørger for rolig markedsmusik.

Man kan danse på asfalten, når der er silent disco – og så er der mulighed for at blive klogere på den kommende cykelgade og selvfølgelig shoppe hos alle de lokale forretninger og spisesteder.

Københavns længste cykelgade

Nordre Frihavnsgade bliver efter forvandlingen Københavns længste cykelgade, men det betyder ikke, at busser og biler ikke må køre i gaden.

De skal blot indrette sig efter cyklisterne.

Derudover bliver fortovene bredere og får flere fremspring, så det bliver nemmere at krydse gaden.

I gaden plantes desuden nye træer, buske og blomster, og der kommer flere cykelstativer, så Nordre Frihavnsgade bliver et rarere sted for beboere, børnefamilier, skolebørn, butikskunder og cafegæster.

Vejarbejdet foregår i etaper fra juli 2022 til efteråret 2023, og første etape er fra Trianglen til Victor Borges Plads. Denne strækning forventes at være færdig i oktober-november 2022.

Hele cykelgaden forventes at være klar til indvielse i november 2023.

Hvad: Bilfri markedsdag
Hvor: Nordre Frihavnsgade, København Ø
Hvornår: Lørdag 21. maj 2022 kl. 9-15

Del artikel

Andre læser også