Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Til fordel for cyklister og fodgængere: Fem byrumsforsøg klar i Middelalderbyen

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto Københavns Kommune Facebook
Foto Københavns Kommune Facebook

De kommende fire måneder er parkeringen fjernet i fem kendte gader i Indre By som en del af en forsøgsordning, der skal tilgodese hverdagslivet, cyklister og fodgængere.

Fodgængere får nu fortrinsret på kørebanerne, mens små træer og bænke erstatter parkeringspladserne en række steder i Indre By.

De fem strækninger, der bliver en del af forsøget, er: Skindergade, Vestergade, Dyrkøb, Lille Kongensgade-Store Kirkestræde samt strækningen Klosterstræde-Hyskenstræde-Naboløs.

Nyt forsøg i fire måneder

Hvide striber på vejene, der skal signalere fortrinsret for fodgængere, samt bænke og træer til at fremme et grønnere byrum og en oase for ro og ophold er nogle af de ting, som du vil kunne opleve på gaderne i Indre By de næste fire måneder.

Det er nemlig resultatet af fem nye byrumsforsøg, som løber frem til udgangen af september måned.

Samtidig får alle gaderne (på nær Vestergade) status af gågade, så bylivet og de bløde trafikanter får mere plads i de smalle gader.

Flere steder vil der dog være beboerkørsel tilladt samt varekørsel tilladt fra kl. 04-11.

Formålet med forsøgene er at afprøve nye muligheder for at indrette byrummet, så hverdagslivet, cyklister og fodgængere tilgodeses.

Byrumsforsøgene udspringer af en række anbefalinger som en nedsat Borgersamling præsenterede i 2019, og som teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) var særligt begejstret for.

Hun glæder sig til at se de nye byrumsforsøg i aktion.

”Det har længe været et stort ønske for mig og for mange københavnere at få så mange af bilerne som muligt væk fra gaden i Middelalderbyen, hvor de smalle gader og hyggelige pladser ikke egner sig til biler.

Ved at reducere biltrafikken til det absolut nødvendige kan vi skabe en bydel, der er meget mere attraktiv. Med forsøgene bliver det konkret, og jeg ser frem til at blive klogere på, hvordan vi kan gøre det rarere at bo og færdes i Middelalderbyen,” siger hun.

Foto PR

Gælder fem steder i Indre By

De fem strækninger, der bliver en del af forsøget, er: Skindergade, Vestergade, Dyrkøb, Lille Kongensgade-Store Kirkestræde samt strækningen Klosterstræde-Hyskenstræde-Naboløs.

Der nedlægges i alt 66 parkeringspladser i forsøgsperioden.

I flere af de midlertidige gågader vil bilkørsel fortsat være tilladt, men det skal foregå på fodgængernes præmisser, og eftersom parkeringspladserne i gaderne er nedlagt, opfordres bilisterne til at benytte de omkringliggende parkeringshuse.

Københavns Kommune forventer, at der vil være en periode, hvor bilisterne skal vænne sig til de nye forhold, og følger derfor forsøgene tæt.

I løbet af forsøgsperioden vil kommunen gå i dialog med beboere, erhvervsliv og besøgende i området for at høre til erfaringerne med forsøgene.

”Jeg håber, at mange vil engagere sig i dialogen og bidrage med deres syn på, hvad der fungerer og ikke fungerer.

Forsøgene skal netop gøre os klogere på, hvordan biltrafikken og antallet af parkeringspladser kan nedbringes på en måde, der skaber en god udvikling for Middelalderbyen. Derfor skal vi lytte til både ris og ros,” siger Ninna Hedeager Olsen.

Den 18. juni vil der være et indvielsesarrangement fra kl. 15-17.

Del artikel

Andre læser også