Fem alternativer til marcipangrisen: Her finder du gode mandelgaver i København

Det behøver ikke at være en tør marcipangris, der venter den, som finder mandlen i familiens risalamande.
MigogKbh har fundet fem alternativer til den traditionelle grisebasse. Og de kan alle sammen købes i københavnske butikker lige nu.

Klassisk julete
Du kan købe årets mandelgave hos en ægte københavner-klassiker: Perchs Thehandel.
Julestemningen er helt i top, og her dufter så herligt, at det er svært ikke at blive fristet til en lille kop.
Gå efter en klassisk julete, eller prøv en af de mange andre varianter – de har også flere, fine gaveæsker.
Hvor: Kronprinsensgade 5, 1114 København
Hvor meget: Fra 60 kr. pr. 100 gr. the

Knallert med gin og tonic
Du kan også vælge en mandelgave med bang i!
Den velkendte Fever-Tree tonicvand har samarbejdet med nogle af de bedste gins i verden om at lave en række sjove, knallertformede mandelgaver eller værtindegaver.
Der er i alt otte forskellige varianter, og de indeholder alle premium gin + premium tonic, der matcher hinanden perfekt.
Hvor: Magasin Mad & Vin
Hvor meget: 80 kr. for en, 150 kr. for to på www.magasin.dk

Snedronningens hvide gløgg
Nu hvor vi ikke kan nyde den med udsigt til Kongens Nytorv, så kan vi heldigvis tage den med hjem: Snedronningens hvide gløgg.
Det er Michelin-restauranten Marchal på Hotel d’Angleterre, der står bag den populære gløgg, og i år har de som noget helt nyt åbnet en lille pop-up-shop rundt om hjørnet i starten af Strøget.
Gløggen smager guddommeligt og må siges at være den mere luksuriøse mandelgave, der vil gøre selv de fineste feinschmeckere meget glade.
Hvor: Hotel d’Angleterre
Hvor meget: 399 kr.

Roulade af marcipan og nougat
Skal der alligevel være marcipan i mandelgaven, kan det være en roulade i stedet for en grisebasse.
Peter Beiers butikker bugner altid af chokolade, og her i den søde juletid har de tilføjet en juleroulade til sortimentet.
Rouladen består af nougat og marcipan overtrukket med mørk chokolade og pyntet med lys chokolade, mandler og tranebær.
Hvor: Peter Beier Chokolade
Hvor meget: 149 kr. for 200 gram og 225 kr. for 300 gram

Chokoladebomber
En kop varm chokolade er ikke bare varm mælk tilsat chokolade, når Confecture Copenhagen har en finger med i spillet.
Hvis årets mandelgave skal være både lækker og overraskende, kan du lægge vejen forbi Christianshavns choko-mekka og købe en gaveæske med fire chokoladebomber.
En chokoladebombe består af en skal af chokolade, der indeholder tre forskellige slags chokolade, julekrydderier og mini-skumfiduser.
Når man dropper bomben i rygende varm mælk, skal man blot vente til den “eksploderer” og så røre rundt. Så får man en kop dejlig, varm julechokolade.
Hvor: Confecture Copenhagen, Overgaden Oven Vandet 40a, København K
Hvor meget: 185 kr.