Kæmpe arrangement: Finalerne i beachvolley skal afgøres midt på Kongens Nytorv
Hvis du er til strandsport og masser af sand, er det normalt ikke Kongens Nytorv du skal tage til.
Det er nemlig ikke meget sand, du finder på det smukke torv i Indre By.
Dette ændrer sig dog snart, for i weekenden afholdes årets afslutning af beachvolley-sæsonen på Kongens Nytorv.
Det bliver et kæmpe arrangement, og der er garanti for hyggelig sommerstemning og masser af frisk luft.
Den store finale
I løbet af sommeren har Danish Beachvolley Tour været rundt omkring i landet, hvor de har afviklet små og store stævner på beachvolleyball anlæg, de danske strande og midt inde i byerne.
Nu er tiden kommet til årets Tour Finals, hvor de otte bedste kvinde- og herrehold kæmper om titlen som Tourmestre.
Finalernes placering midt i København gør, at turister såvel som lokale kan støde til for at nyde sporten fra sidelinjen og få et indblik i, hvad beachvolley egentlig kan.
Sidste år var det en kæmpe succes, og de glæder sig til igen at vise sporten frem til Danmark.
Så på med den hurtige solbrille og led efter den største bunke sand du kan finde i Indre By.
Den største landsdækkende beachvolley turnering
Danish Beachvolley Tour er den største landsdækkende beachvolley turnering og det officielle Danmarksmesterskab i beachvolley.
Beachvolley er kendt for den afslappende atmosfære og gode tone blandt spillere og tilskuere.
Det er derfor en fed oplevelse at være med på sidelinjen, når landets dygtigste spillere sætte punktum for sommersæsonen i en flot kulisse.
Finalerne er kulminationen på en flot sommersæson, hvor landets bedste beachvolleyspillere mødes på kryds og tværs for at nyde sporten på en af Danmarks mest fornemme adresser.
Så find kasketten eller klaphatten frem og drag mod Kongens Nytorv i weekenden.
Du kan læse mere om årets Tour Finals her.
Hvad: Tour-finaler i beachvolley
Hvor: Kongens Nytorv
Hvornår: 9. til 11. august