7 flotte steder: Her kan du se blomstrende kirsebærtræer i København
Endelig er det den tid på året, hvor kirsebærtræerne springer ud.
Københavnere og turister valfarter derfor til Bispebjerg Kirkegård, hvor den fotogene kirsebærallé står i fuldt flor.
Der er dog også andre steder i byen, du kan nyde det lyserøde syn, hvis du ikke orker menneskemængden på alléen i Nordvest.
Her er guider vi til fine spots, som du kan lægge vejen forbi, hvis du gerne vil se blomstrende kirsebærtræer i hovedstaden.
Kongens Have
Befinder du dig tæt på centrum, så smut forbi Kongens Have.
Hvis du går ind ad indgangen på hjørnet af Gothersgade og Kronprinsessegade, får du hurtigt øje på træerne med de lyserøde blomster.
Der er desuden mange andre fine forårsblomster rundt omkring i Kongens Have – især stien, der går parallelt med Sølvgade er et besøg værd.
Hvor: Øster Voldgade 4A, København K

Sønder Boulevard
Også i hjertet af Vesterbro kan du komme i forårshumør ved synet af flotte træer i fuldt flor.
På det grønne område midt på Sønder Boulevard står flere af de lyserøde skønheder, og du kan endda tage plads under dem med en god bog eller en kop kaffe, hvis du rigtig skal nyde foråret.
Hvor: Sønder Boulevard, København V
Assistens Kirkegård
Når du skal ud at slentre en tur på Nørrebro, er der god grund til at gøre det på Assistens Kirkegård – især lige nu.
Her kan gåturen kombineres med et visit ved H.C. Andersens, Natasja Saads og Søren Kierkegaards gravsteder, og samtidig er der lyserøde blomster på træerne at se på.
Hvor: Kapelvej 2, København N
Den Røde Plads
I det sjove byrum mellem Nørrebrogade og Nørrebrohallen er der ikke bare plads til at lave tricks på skateboard, spille bold og tage en gyngetur.
Her er skam også yndige træer at kigge på.
Den Røde Plads er en del af Superkilen, og da pladsen blev anlagt, plantede man også en gruppe kirsebærtræer, som nu blomstrer hvert forår.
Hvor: Nørrebrogade 210, København N

Langelinie
Mens turisterne valfarter til Langelinie for at se Den lille havfrue, er det noget andet, københavnerne kommer her for at opleve.
Hvert forår stråler omkring 200 blomstrende kirsebærtræer i Langelinie Park – og det er endda af den ægte japanske slags, som er lysere i farven.
De springer ud lidt senere end byens andre kirsebærtræer, og det fejres hvert år med den festlige, japanske Sakura Festival.
Hvor: Langelinie Park, København Ø
Landbohøjskolens Have
En af hovedstadens hyggeligste, grønne oaser er Landbohøjskolens Have.
Haven på Frederiksberg er hjemsted for mange skønne vækster – heriblandt kirsebærtræer.
Læs også: Spis ude i København: Her er 16 gode restauranter med lækker udeservering I alt er her mere end 6.000 planter at kigge på, og de er udstyret med navneskilte af hensyn til undervisning.
Hvor: Bülowsvej 17, Frederiksberg
Skal du alligvel forbi kirsebæralléen…
Kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård er en af byens største forårsattraktioner.
Vil du opleve den, skal du sætte kurs mod den den store kirkegård, der ligger over for Grundtvigs Kirke.
Du kan gå ind ad hovedindgangen over for Grundtvigs Kirke, og herfra viser lyserøde skilte vej til alléen, men det er faktisk nemmest at finde den, hvis du går ind ad porten på Støvnæs Allé.
Du kan læse mere om kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård i artiklen her.
Hvor: Indgang fra Støvnæs Allé, København NV