Find Buffalo-sko og knæklys frem: Discotek IN genopstår

Du kan godt begynde at varme basarmen op og finde dine gamle Buffalo-sko frem fra gemmerne.
En af Københavns mest legendariske natklubber genopstår for en enkelt aften, og det kommer ikke til at gå stille for sig.
Gik du i byen af slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, husker du med garanti Discotek IN.
Natklubben, der i 1996 åbnede på adressen Nørregade 1, revolutionerede det københavnske natteliv og var frem til sin lukning i 2011 kendt for tung bas, laserlys, røgkanoner og nogle af byens vildeste fester.
Nu kan du komme med, når Discotek IN vender tilbage – det bliver dog ikke i de gamle lokaler i Indre By.
Med DJ’s fra dengang
Denne gang rykker Discotek IN ind i Reservatet på Skovriderkroen nord for København.
Lokalerne i Charlottenlund fyldes med den legendariske IN-stemning, og ud af højttalerne vil der selvfølgelig strømme både dance, techno og trance, så der kan trampes hele natten.
Læs også: En hård beslutning: Efter 43 år lukker lille oase i Indre By Bag pulten kommer de originale DJ’s fra natklubben i Nørregade til at stå, og de lover at spille alt det bedste fra IN’s guldalder.
Der vil desuden være laser- og lysshow, der sender tankerne direkte tilbage til tiden, hvor du dansede med knæklys i håret og g-strengen trukket alt for langt op over kanten på de lavtaljede kassebukser.
Discotek IN har tidligere holdt lignende pop-up-fester på forskellige lokationer i og omkring København med stor succes.
Og mon ikke det også denne gang bliver et stort tilløbsstykke for folk, der savner IN-atmosfæren og trænger til en aften med buldrende bas og masser af nostalgi?
Du kan læse mere om festen og købe billet her.
Hvad: Discotek IN – Reservatet – Club Edition
Hvor: Reservatet, Strandvejen 235, Charlottenlund
Hvornår: Lørdag 18. april 2026 kl. 20
Hvor meget: 250 kr.