Findes snart over hele byen: Hart åbner nyt bageri (igen)

Det hele begyndte som et lille selvstændigt bageri på Gammel Kongevej, men siden da er der snart kommet så mange bagerier, at man nærmest ikke kan huske dem allesammen.
Gode gamle Hart Bageri.
Du finder stadig ‘the OG’ på Frederiksberg, men siden da har de udvidet til bl.a. Holmen, Indre By, Istedgade og Kødbyen.
I dag har de åbnet deres 12. bageri i København.

Noma og Disney
Hart Bageri blev åbnet helt tilbage i 2018 af den bristiske bager, Richard Hart, og manden bag Noma, René Redzepi.
Richard Hart har nemlig tidligere også været bager hos Noma.
Man kan også roligt sige, at de blev verdenskendte, da hovedpersonen i TV-serien i ‘The Bear’, som vises på Disney Plus, lagde vejen forbi et af deres bagerier.
Hart har uden tvivl været med til at hæve standarden for dansk bagværk, men de har sørme også haft fart på, hvis man ser på antallet af deres bagerier.
Læs også: Stor guide: Her er alle de bedste bagerier i København Deres nye og 12. bageri i København finder du på hjørnet af Nørrebrogade og Ravnsborggade i lokalerne, der tidligere tilhørte Ravnsborg Kitchen.
Nu står menuen i stedet på kaffe, croissanter, wienerbrød og ikke mindst et lækkert udvalg af deres søde sager.
Mens de fleste af Harts andre bagerier ligger i mindre lokaler, er her tale om en helt anden størrelse, så mon ikke det kan lade sig gøre at snuppe en siddeplads.
Måske endda udenfor i solen, hvis du er heldig.
Hvad: Hart Bageri åbner nyt sted
Hvor: Ravnsborggade 1, 2200 København N
Hvornår: Åbnet i dag