Nyt udspil: Flere idræts- og svømmehaller måske på vej i København

København er den kommune i Danmark med færrest idrætsfaciliteter per indbygger.
Samtidig er hovedstaden også det sted i landet, hvor idrætshallerne bliver brugt mest.
Derfor vil regeringen nu give Københavns og Frederiksberg Kommune mulighed for at investere i alt 1 mia. kroner i idrætsfaciliteter i perioden 2022-2030.
Pengene kan blandt andet bruges til svømmehaller, sportshaller og udendørs idrætsanlæg til fodbold og lignende.
Godt for børn og unge
Hos DGI vækker det nye udspil fra regeringen begejstring, da især børn og unge vil kunne få glæde af mulighederne for at dyrke mere idræt.
”Regeringens udspil er helt afgørende for udviklingen af idrætsforeningerne i Hovedstadsområdet og en forudsætning for stærke aktive fællesskaber for børn, unge og voksne. I DGI har vi i mange år efterlyst bedre muligheder for særligt København og Frederiksberg til at investere mere i idrætsfaciliteter, fordi kommunerne halter markant efter landsgennemsnittet,” siger Charlotte Bach Thomassen, landsformand for DGI, i en pressemeddelelse.
Ifølge DGI betyder manglen på idrætsfaciliteter i København blandt andet, at langt færre børn og unge er med i en idrætsforening sammenlignet med resten af landet.
Desuden har mange af hovedstadens idrætsforeninger store udfordringer med ventelister.