Flydende blomsterhave: Skolebørn skaber helt nyt liv i Københavns Havn
Lokalpolitikeren Astrid Aller (SF) kom på dybt vand på den mest positive måde, da hun tirsdag fik hjælp af en masse lokale skoleelever fra Sydhavnen Skole til at plante noget så sjældent som en flydende blomsterhave i Københavns Havn
Det er WWF Verdensnaturfonden og By & Havn, der står bag det flydende økosystem, der skal skabe forbindelse mellem livet over og under vand.
I Københavns Havn vokser ålegræsset nemlig livligt og talrige fiskearter lever i vandet.
Langs kajkanten udgør særlige fiskebørnehaver skjule- og levesteder til mindre fisk.
Du kan måske ikke se det med det blotte øje, men biodiversiteten blomstrer ifølge By & havn altså i havnen, og det skal den 44 kvadratmeter store flydende have nu minde københavnerne om.
“Der er allerede meget liv i Københavns Havn, men med det flydende økosystem skaber vi en oase for livet både over og under vand. Vores arter – hvad enten det er sommerfugle eller fisk – har brug for hjælp, fordi vi i Danmark har alt for lidt natur. Derfor ønsker vi med den flydende have at gøre opmærksom på, at selv små håndsrækninger til naturen gør en forskel,” siger Henrike Semmler Le, der er seniorrådgiver for hav i WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse.
Formålet med haverne er at skabe små åndehuller på og i vand.
Foruden de hjemmehørende arter, der plantes på haverne, vil der også være muslingereb under overfladen, som filtrerer vandet og dermed bidrager til et renere havnemiljø.
“Københavns havn er fuld af menneskeliv, men dyrene og planterne kunne bruge en ekstra håndsrækning. Den flydende have er et fantastisk bud på noget, der både hjælper biodiversiteten og får vores havn til at blive smukkere og grønnere,” siger siger Astrid Aller.
“I SF glæder vi os til flere af den slags, og arbejder også for at havnen skal have små øer man kan sejle eller svømme til, så havnen bliver endnu bedre,” fortsætter hun.
En lille hånd til biodiversiteten
Den flydende have er den første af sin slags i Københavns Havn, men bestemt ikke den sidste.
WWF Verdensnaturfonden og By & Havn vil nemlig over tid etableres flere flydende haver i havnen.
“Naturen i Københavns Havn er mangfoldig, og havnen spiller en vigtig rolle i københavnernes hverdag og for turismen i byen. Med de flydende haver giver vi en lille hjælp til biodiversiteten i havnen og bringer samtidig naturen op til overfladen, så vi bliver mindet om, at natur både findes på land og i vand,” siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn.