Tag ungerne med: Folkekær musiker spiller børnekoncert i Rundetårn

Ikke alle er klar over det, men Rundetårn har meget mere at byde på end en tur op ad sneglegangen og smuk udsigt fra toppen.
Der afholdes løbende sjove og spændende events i tårnets sal, og der sker noget for både børn og voksne.
Til foråret er det familiens mindste, der kan få glæde af en tur i tårnet, når den Sigurd Barrett giver koncert.
Datoen er 5. marts 2023, og her vil den folkekære musiker blæse støvet af danmarkshistorien, når han spiller og fortæller “Sigurds Danmarkshistorie”.
Temaet passer perfekt til Christian IV’s gamle tårn, som gemmer på masser af historie, og mange børn – og måske også deres voksne – kender sikkert flere af sangene, der spilles denne dag.
Musikalsk tidsrejse
På 60 minutter tager Sigurd Barrett publikum med på en spændende, musikalsk tidsrejse, hvor han med spillevende historier, kostumer, sang og sjov fortæller hele Danmarks historie.
Der bliver helt sikkert masser at snakke om på tværs af generationerne efter koncerten.
Undervejs kan man høre om alt fra vikinger og munke til krige og konger, og fortællinger kommer selvfølgelig også omkring Rundetårns gamle bygherre.
Sigurd bakkes op på scenen af guitaristen og multi-instrumentalisten Eskild Dohn.
Billetter til koncerten koster 40 kroner for børn og 100 kroner for voksne.
Læs mere og find billetter her.
Hvad: Børnekoncert – Sigurds Danmarkshistorie
Hvor: Rundetårn, Købmagergade 52 A, København K
Hvornår: 5. marts 2023 kl. 11