ANNONCE
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Med kendiskok ved roret: Folkene bag Gorm’s åbner ny social dining-restaurant

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Bjørn & Delfino
Foto: PR, Bjørn & Delfino

Det bobler og syder i Sydhavn, og nu rykker en kendt kok ind i Københavns nye kanalby med et nyt spisested.

Folkene bag pizzakæden Gorm’s har en finger med i spillet, når Bjørn & Delfino i næste uge slår dørene op på Christian Langes Plads på Engholmene, hvor sushikæden Letz Sushi og vinbaren Anløbet også ligger.

Den nye restaurant i Sydhavn vil lægge op til uformel spisning med venner og familie, for det kulinariske omdrejningspunkt bliver delevenlig comfortfood.

Det vil sige, at du kan forvente social dining med serveringer lavet af lokale, danske og i vid udstrækning økologiske råvarer, og det hele er inspireret af såvel det nordiske som det sydeuropæiske køkken.

Kendt fra GO’ Morgen Danmark

Restaurantchefen på Bjørn & Delfino er Sebastian Randrup, og hvis navnet lyder bekendt, er det med god grund.

Sebastian Randrup er nemlig kendt som blandt andet GO’ Morgen Danmark-kok og kogebogsforfatter.

Blandt kendiskokken signaturretter på den nye social dining-restaurant i Sydhavn vil være en tatar af oksekød fra Grambogård, syltede sennepskorn, små stykker ristet brød og tørret æggeblomme på toppen.

Når nu det er folkene bag Gorm’s, der har skabt Bjørn & Delfino, er der selvfølgelig pizza på menuen, men her spiller den runde, italienske klassiker kun en birolle.

Der er således tale om et begrænset antal varianter, som fås i små versioner, så de er oplagte at flette ind i et måltid, hvor man deles om forskellige smagsoplevelser.

Seks retter for 295 kroner

Man kan vælge mellem to menuer – nemlig Delfino-menuen og Bjørn-menuen.

Delfino-menuen består af seks småretter, som serveres til deling ved bordet for 295 kr., mens Bjørn-menuen består af tre småretter til deling i første servering, efterfulgt af en valgfri hovedret og en valgfri dessert for 395 kr.

Vil man hellere gå à la carte og selv sammensætte sit måltid, er der også mulighed for det.

Maden kan skylles ned med italiensk vin eller en af stedets signaturcocktails.

Bjørn & Delfino åbner fredag 4. november, og restauranten byder på gratis champagne til alle, der booker bord i åbningsweekenden, fredag, lørdag og søndag 4.-6. november.

Hvad: Bjørn & Delfino
Hvor: Christian Langes Pl. 4, København S
Hvornår: Åbner 4. november 2022

Del artikel

Andre læser også