For anden gang i streg: Dansk landshold vinder guld ved kokke-EM

Efter mere end fem timers intens konkurrence kan Christian Wellendorf og resten af det danske hold her til aften lade sig hylde med en flot guldmedalje ved Bocuse d’Or Europe 2026.
Det skriver Horesta i en pressemeddelelse.
Dagen igennem har den danske kandidat og hans team været i konkurrencekøkkenet i Marseille, hvor Europas bedste kokke har dystet om medaljer og de eftertragtede pladser ved verdensfinalen i Lyon til januar.
“Christian Wellendorf og hele holdet har leveret en imponerende præstation. Niveauet til Bocuse d’Or har igen i år været ekstremt højt, og konkurrencen samler nogle af de mest talentfulde kokke i verden. Derfor er det en kæmpe bedrift at vinde guld. Hele holdet kan være meget stolte af den indsats, de har leveret for Danmark her til aften,” siger adm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller Herskind.
Andenpladsen gik til Norge med Christian André Pettersen i spidsen, mens Matteo Terranova fra Italien tog en flot tredjeplads.

Videre til VM
Christian Wellendorf er til daglig køkkenchef og partner på Restaurant Babette i København.
Han har i flere år markeret sig som en stærk konkurrencekok og har tidligere været en del af Bocuse d’Or-konkurrencen som commis for Kenneth Toft-Hansen i 2019, hvor Christian Wellendorf selv blev kåret som Bedste Commis.
Ved sin side til konkurrencen i dag havde Christian sin commis Gustav Spurré, mens Kenneth Toft-Hansen, der vandt guld ved Bocuse d’Or i 2019, fungerede som holdcoach.
Læs også: Michelin for under 500 kroner: 12 gode spisesteder i København “Bocuse d’Or er noget af det ypperste inden for gastronomien. Det er en konkurrence hvor teknik, råvareforståelse og kreativitet bliver testet på absolut højeste niveau. Derfor betyder et resultat som dette også meget for dansk gastronomi, og holdet har vist en stærk evne til at forstå og fortolke årets opgave. Det fortjener stor ros,” siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i HORESTA.
Resultatet er ikke alene flot – det betyder samtidig, at Danmark er kvalificeret til verdensfinalen i Bocuse d’Or i Lyon i januar 2027.

Mange medaljer gennem tiden
Danmark har gennem mange år markeret sig stærkt i den prestigefyldte kokkekonkurrence, der blev grundlagt i 1987 af den franske stjernekok Paul Bocuse.
Ved den seneste verdensfinale i 2025 vandt Sebastian Holberg Svendsgaard sølv til Danmark.
Med resultatet i Marseille fortsætter Danmark traditionen for stærke præstationer ved en af verdens mest krævende gastronomiske konkurrencer.
Siden år 2000 er det indtil nu blevet til tre guldmedaljer, fire sølvmedaljer og én bronze.
Og nu altså en fjerde guldmedalje til samlingen.