Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fra julemarkeder til bogforum: Her er din weekend i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt

Julen nærmer sig med hastige skridt, og København er derfor allerede spækket med julehygge denne weekend. Men der er også noget at tage sig til for nørder, bogorme og de shoppelystne.

MigogKbh giver tips til weekendens bedste events og oplevelser i byen.

Foto: PR

Masser af bøger på Amager

Årets store begivenhed for læseheste finder sted denne weekend. Fra fredag til søndag forvandles Bella Center til Bogforum, og her er masser at tage sig til for læselystne bogorme.

Du kan lytte til stribevis af både kendte og mindre kendte forfattere, som læser op fra deres værker og lader sig interviewe på messens forskellige scener. Der er også aktiviteter for børn – blandt andet Harry Potter-quiz og workshops.

Billetprisen er 155 kroner for voksne og 65 kroner for børn i alderen 4-12 år. Børn kommer gratis ind fredag.

Billetter kan købes på bogforum.dk.

Hvad: Bogforum
Hvor: Bella Center, Center Boulevard 5, København S
Hvornår: 15.-17. november 2019

Foto: Pxhere

Shop amok i Forum

I Forum på Frederiksberg er der messe for modebevidste tilbudsjægere, når ModeForum løber af stablen.

Her kan du spare helt op til 80 procent på både tøj, sko, smykker og accessories fra mærker som Versace, Calvin Klein, Hugo Boss og Ralph Lauren. Du kan også være heldig at finde skønhedsprodukter, som du kan give i julegave til din kæreste, en veninde eller en anden, som du gerne vil forkæle.

Billetter fås fra 60 kroner på modeforum.dk.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: ModeForum
Hvor: Forum, Julius Thomsens Plads 1, Frederiksberg
Hvornår: 15.-17. november 2019

Nørd-marked i DGI-Byen. Foto: PR

Nørdet marked på Vesterbro

Lørdag er der marked for nørder, entusiaster og samlere i DGI-Byen. Det sjove Nørdmarked er et sandt paradis for både store og små fans af fantasy, brætspil, gaming, tegneserier og meget andet.

Her sælges nyt og brugt grej til nørdede hobbyer, og der vil være rig mulighed for at møde passionerede folk med forstand på alt fra retro-videospil og vinylplader til maling af små figurer.

I løbet af dagen er der blandt andet kagedyst og konkurrencer, og man kan låne brætspil i brætspilsbibliotek.

Entré koster 20 kroner for voksne og 10 kroner for børn under 15 år. Du kommer gratis ind, hvis du er iført kostume eller cosplay-outfit.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Nørd-marked
Hvor: DGI-Byen, Tietgensgade 65, København V
Hvornår: Lørdag 16. november 2019 kl. 10-17

Nu tændes julelysene på Strøget. Foto: PR

Julelys tændes på Strøget

Igen i år pyntes Strøget med guirlander samt lysende hjerter og stjerner, og lørdag eftermiddag tændes den hyggelige julebelysning.

Det skal selvfølgelig fejres, og derfor kan du opleve en festlig juleparade bevæge sig hele vejen fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen. Med i paraden er både julemanden, drilske nisser, Tivoli-garden, Carlsbergs heste og La Glaces flotte, gamle veteranbil.

Julefans kan tage plads på Strøget og se med, når paraden triller forbi mellem klokken 14.30 og 15, og når klokken slår 16, trykker julemanden på knappen på Amagertorv og tænder julelysene i den travle shoppinggade.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Parade og julelystænding
Hvor: Strøget, København K
Hvornår: Lørdag 16. november 2019 kl. 14-16

Jul i Tivoli

Også Tivoli er klar til at jule helt amok. Efter en kort pause oven på Halloween slår den gamle have atter portene op lørdag.

Jul i Tivoli fejrer 25-årsjubilæum, og derfor er der skruet helt op for hyggen. Et juletræ med 3.000 Swarovski-krystaller tændes foran Nimb, og der er premiere på ”Snedronningen”, som bliver Tivolis største balletsatsning nogensinde.

Haven er pyntet op med tusindvis af glaskugler, gran og kunstig sne, og der vil igen i år være boder og julegodter i massevis.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Jul i Tivoli
Hvor: Vestebrogade 3, København V
Hvornår: 16. november 2019 til 5. januar 2020

De første julemarkeder åbner

Flere af Københavns julemarkeder åbner allerede her i november, og i denne weekend kan du besøge boder med julepynt, kunsthåndværk og delikatesser i blandt andet Haveselskabets Have og i Odd Fellow Palæet.

Også i Nyhavn og på Højbro Plads varmes der allerede op til jul med hyggelige markeder.

Se vores store guide til byens mange julemarkeder her.

DM i Gløgg

Danmarksmesteren i gløgg skal findes. Torvehallerne fyrer søndag op for det uofficielle DM i Gløgg, hvor passionerede eksperter og glade amatører giver deres bud på den bedste gløgg.

Det er pizzakongen Gorm Wisweh og grødguruen Lasse Skjønning Andersen, der er initiativtagere til konkurrencen, som hvert år siden 2014 har tiltrukket mange gløgg-entusiaster.

Begivenheden begynder klokken 12 og slutter klokken 15, og der er gratis adgang – og man kan selvfølgelig smage på masser af god gløgg.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: DM i Gløgg
Hvor: Torvehallerne, Frederiksborggade 21, København K
Hvornår: Søndag 17. november 2019 kl. 12-15

Del artikel

Andre læser også