Frank Jensen bekræfter: Forhandler om at udskyde Tour de France-start i København

Skrevet af: Mathilde Mågård Hansen
 PR Foto
PR Foto

Sidste år blev det vedtaget at det kendte cykelløb, Tour de France, skulle starte i København i 2021.

Nu bekræfter Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), at han forhandler med Tour de France-arrangørerne om at udskyde den store begivenhed til 2022.

Læs også Ny sportsbutik på Vesterbro: Spar op til 75% på løbe-, cykel- og fitnesstøj

Arkivfoto

Bliver muligvis udskudt til 2022

Corona har lavet om på mange ting – og de store sportsbegivenheder er blot en lille del af puslespillet.

“Coronapandemien påvirker alle store sportevents. Det rykkede ved EM i fodbold og OL, og det påvirker så også Tour de France.

Og det gør også, at vi er i dialog med Tour de France-arrangørerne om, hvordan vi skal placere Tour de France i Danmark i 2021, eller om det muligvis skal flyttes til 2022,” siger Frank Jensen til DR.

Arrangørerne bag Tour de France arbejder på at starte tour’en en uge før planlagt for ikke at kollidere med OL i Tokyo, men det passer skidt ind i de danske planer.

Her skal København nemlig være vært for fire kampe under EM i fodbold.

Derfor er der nu risiko for at Tour de France først kommer til Danmark i 2022, og at løbet i stedet starter i den franske region, Bretagne, der ifølge mediet Le Télégramme er blevet spurgt til potentielt at overtage Tour-starten i 2021.

Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram