Med hyggelig grøn gårdhave: Frankofilt hotel åbner ny vinbar

I franskinspirerede omgivelser på Vesterbrogade 41 udvider Coco Hotel nu med en vinbar.
Baren hedder noget så simpelt som Bar à Vin og med et vinkort, der tæller mere end 150 forskellige vine samt et glaskort på omkring 30 spændende vine, er der rig mulighed for at gå på opdagelse.
Jeg har igennem flere år lagt vin til side til et projekt som dette. Så der vil også være mulighed for at finde nogle flasker, man ikke ser hver dag fra områder som Jura og Bourgogne
Sigurd Kjeldgaard
Enten under åben himmel i Cocos grønne oase af en gårdhave, eller – hvis vejret ikke arter sig – indenfor i den store, flotte bar bygget af Københavns Møbelsnedkeri.
Ambitiøst udvalg af vin
Bag vinbaren står Sigurd Kjeldgaard (JAH Izakaya) og Riccardo Meconi, tidligere sommelier på Iluka og Bæst og nu sommelier på Coco Hotel.
Riccardo har arbejdet med vin i både Milano og Rom og byder Bar à Vins gæster velkommen med kyndig vejledning og anbefalinger.
“Det har været supersjovt at lave vinkortet.
Riccardo og jeg har valgt en masse vin, som vi virkelig holder meget af og glæder os til at dele med andre! Jeg har igennem flere år lagt vin til side til et projekt som dette. Så der vil også være mulighed for at finde nogle flasker, man ikke ser hver dag fra områder som Jura og Bourgogne,” siger Sigurd.
Udvalget af vin er bredt og ambitiøst, og imens fokus er på Frankrig, er der også er blevet plads til Italien, Georgien, Australien, Østrig, Tyskland m.fl.
Der er både sjove, sjældne og dybt seriøse vine på kortet, og farveskalaen har mange nuancer; hvid, rød, orange, lyserød, violet, korngul og flere til.
Den røde tråd er håndværk, passion og velsmag.

Østers, ost og charcuteri
Til at holde fingrene beskæftiget er der skabt et appetitligt menukort med små retter, som er dejlige at drikke vin til.
Enormt gode franske oste, fransk og italiensk charcuteri, kolde og varme sæsonbetonede grønne retter, østers, Tarte au Comté og tatar.
Kort sagt: et kort, der kalder på vin.
Bar à Vin er åben onsdag til søndag fra kl. 16.00 og findes i stueetagen på Coco Hotel.
Hvad: Bar à Vin
Hvor: Coco Hotel, Vesterbrogade 4, 1620 København V
Hvornår: Bar à Vin er åben onsdag – søndag fra kl. 16.00