Gælder fra i dag: Nu må politiet stoppe dig og tjekke din cykel – men det er ikke den eneste lovændring

Det skal være sværere at stjæle en cykel og iøvrigt at køre på en – også selvom, du måske helt hypotetisk gør det i god tro.
Fra i dag må politiet nemlig stoppe cyklister med det formål at tjekke stelnumre, noget man ikke bare sådan lige måtte uden grund tidligere. Samtidig har et bredt flertal i Folketinget skærpet straffen for butikstyveri og hæleri.

Det er afgørende for regeringen at værne om danskernes tryghed, hedder det i en pressemeddelelse.
Her forstår man, at man som borger ikke skal bekymre sig om, at der bliver begået indbrud i hjemmet, eller at man får stjålet sin cykel.
“Politiet skal have mulighed for uden konkret mistanke, som led i stikprøvekontrol, at standse cyklister for at undersøge, om den pågældende cykel er meldt stjålet,” står der i den nye lov.
Og sådan har det ikke været tidligere, hvor politiet kun måtte tjekke stelnumre, hvis de havde formodning om, at cyklen var stjålet.
Fremover bliver straffen for butikstyveri og hæleri også skærpet, så der i udgangspunktet altid udmåles en bøde på mindst 1.000 kroner i førstegangstilfælde. Samtidig sikres det, at bøden for butikstyveri altid overstiger værdien af det stjålne.
“Vi har i de senere år været vidne til alt for mange butikstyverier rundt om i landet. Det er uacceptabelt og grundlæggende et udtryk for mangel på respekt for andre menneskers ejendom. Derfor er jeg glad for, at vi nu sætter hårdere ind i kampen mod butikstyveri – blandt andet ved at hæve bødestraffen for at stjæle og videresælge varer fra den lokale
købmand,” siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).