Ugens tip: Gammeldags bageri er fyldt med snaskede fastelavnsboller og store kanelsnegle

Det sidste par år er gourmetbagerier virkelig blevet en ting.
Så meget af kok Christian Puglisi netop har lukket sit bageri, Mirabelle på Nørrebro, og udtalt at “gourmetbageriernes tid er forbi”.
Det er vi måske nødvendigvis ikke helt enige i hos MigogKbh, men er du blevet træt af dyre surdejsboller og forudbestilte kardemommesnurrer, så det måske på tide at besøge et af Københavns gammeldags bageri.
Og det er lige præcis, hvad du kan læse om i denne Ugens tip, der tidligere har omhandlet en ny museumscafé, en overdådig ginbar og en kunstpark med gratis adgang.
I denne uge taler vi til alle jer med en sød tand.

Byens ældste
Det er måske ikke alle, der ved det, men midt inde i Indre By ligger Danmarks ældste bageri.
Det er selvfølgelig det familieejede Skt. Peders Bageri på gaden af samme navn.
Selve bageriet har ligget her siden 1652, og i 1988 indførte de deres populære onsdagssnegle, der stadig tiltrækker københavnerne i stor stil.
Alt er lavet fra bunden af, og udover snegle finder du blandt andet også kanelgifler, tebirkes, citrontærter og drømmekage.
Præcis som dine forældre nok også husker det – her er ikke så meget hokus pokus.
Bare en masse lækre kager.

Prøv deres fastelavnsboller
De overdådige onsdagssnegle til bare 25 kr. er uden tvivl et kæmpe hit, men her er også andre gode ting at komme efter.
Lige nu må det særligt siges at være deres fastelavnsboller, som kommer i 3 forskellige varianter.
En gammeldags, en svensk semlor og deres helt egen variant.
Den består af en smørbagt croissantbolle med lækkert fyld som for eksempel saltkaramel og nougat, pistacie, lemoncurd og brændt marengs eller solbærmousse.
Deres egne fastelavnsboller koster 45 kr. stykket og de gammeldags koster 25 kr.
Skt. Peders Bageri har åbent mandag til lørdag, og vi kan stærkt anbefale at lægge vejen forbi, når den søde trang melder sig.
Velbekomme!
Hvad: Skt. Peders Bageri
Hvor: Sankt Peders Stræde 29, 1453 København K
Hvornår: Åbent mandag-fredag kl. 7.30-17 og lørdag kl. 8-16 (lukket søndag)