Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Gastro-ekspert spår: Disse københavnske restauranter står til en (eller flere) Michelinstjerner

Af Rasmus Palsgård
Parsley Salon. Foto PR
Parsley Salon. Foto PR

I aften uddeles de eftertragtede Michelinstjerner for de nordiske lande.

Og så endda i Danmark, da Anneberg Kulturpark i Odsherred er værtsregion for begivenheden.

Gastro-ekspert Rasmus Palsgård kommer her sine bud på hvilke københavnske restauranter, der i år ligger ekstra lunt i svinget.

Det skriver han på sin blog, Feinschmeckeren.dk.

Baseret på egne erfaringer og rygter i branchen

“Man må tage hatten af for Guide Michelin, som hvert år formår at skabe nærmest kaoslignende tilstande i den danske gastronomibranche.

Deres PR-værdi kan ikke forklejnes, og selv om de fleste af os hvert år synes, at der er flere restauranter, der uretfærdigt forbigås, end der fortjent belønnes, kan vi alligevel ikke slippe begejstringen for den franske restaurantguide, som siden begyndelsen af 1900-tallet er blevet udgivet af den franske dækfabrikant.

Michelin anses i høj grad for at være en form for sandhedsorakel, som i praksis nærmest har monopol på retten til at rangordne en given destinations restauranter, hvis vi ser bort fra World’s 50 Best Restaurants.

Jeg har tidligere år brugt mere krudt på at skrive om, hvilke restauranter der burde få én eller flere stjerner, men i år vil jeg snarere fokusere på de restauranter, der rent faktisk har en reel mulighed for at få noget med hjem fra uddelingen i Odsherred.

Det er baseret på en kombination af mine egne spiseoplevelser såvel som de rygter, der svirrer i branchen.

Sagen er nemlig den, at det altafgørende for overhovedet at gøre sig forhåbninger om at få en stjerne er, at man bliver inviteret til ceremonien.

Disse invitationer er sendt ud, og baseret på de rygter og bekræftelser, jeg har fået, begynder der at tegne sig et mønster.

Som altid er intet dog sikkert, før ens navn står på skærmen ved ceremonien, og derfor skal du heller ikke se dette som mere end (kvalificeret) gætværk.

OBS. Her nævner jeg kun de restauranter, der står til at få nye stjerner. Jeg forventer ikke, at nogen af de aktuelle stjernerestauranter står til at miste deres stjerne(r).”

MigogKbh har nedenunder valgt at bringe Rasmus Palsgårds bud på nye restauranter med 1 Michelinstjerne i København.

Sushi Anaba. Foto PR, Instagram

Sushi Anaba

Der findes ikke skarpere sushi i Danmark end den, Mads Battefeld og hans lille hold serverer på Sushi Anaba i Nordhavn.

Derfor har det også undret mange, herunder også undertegnede, at Anaba ikke har fået en stjerne, eftersom flere andre sushirestauranter i Norden er blevet tildelt denne hæder de seneste år.

Siden sidste års uddeling er Sushi Anaba rykket i nye lokaler, og det har måske givet ny interesse fra Michelins side.

Under alle omstændigheder går der forlydender om, at Sushi Anaba har fået en invitation til mandagens uddeling, og selv om det ikke er garanti for noget som helst, ville det kun give mening, at der lander en stjerne hos den lille restaurant.

Foto PR

Texture

Restaurant Texture åbnede for bare otte måneder siden.

Selv spiste jeg der første gang lige før jul, og jeg blev svært imponeret over, hvor skarp mad, vin og service var bare to måneder efter åbningen – det virkede snarere som en restaurant, der havde opereret på topniveau gennem flere år.

Forklaringen kan til dels findes i stedets indehaver, franske Karim Khouani.

Han har tidligere fået en stjerne to gange i Malmø med sine restauranter Ambience og Sture.

Nu er han rykket til København, hvor han på en undseelig adresse på Sølvgade serverer fremragende franskfunderet gastronomi i et mere let udtryk med flere lokale råvarer inkorporeret i menuen.

Retter såsom den stegte kammusling serveret med trompetsvampe, hasselnødder, sort trøffel og hasselnøddeoliehollandaise såvel som jomfruhummertataren med lavendelfløde, hjertemuslinger og kaviar bør nærmest gøre Texture selvskreven til en stjerne, og i det hele taget er oplevelsen på Texture bare ekstremt stabil og stimulerende fra ende til anden.

Læg dertil medindehaver og restaurantchef Albert Dalums gode, hyggelige betjening, og du har en restaurant, som man har lyst til at besøge igen og igen.

Disclaimer: Jeg er tilknyttet restauranten som konsulent, men mine holdninger beskrevet her er baseret på min rolle som mangeårig madanmelder og -skribent.

Chefkok for Udtryk, Edward Lee er i spidsen for Udtryks overraskende omakase inspireret menu. Foto Mads Sommer Ankerlund

Restaurant Udtryk

Restaurant Udtryk åbnede i begyndelsen af maj i lokalerne, der tidligere husede Restaurant Brace.

Hvis Udtryk får en stjerne på mandag, bliver det således den hurtigst uddelte af slagsen til en dansk restaurant nogensinde.

Selv var jeg forbi i slutningen af maj, og jeg kunne tydeligt se konturerne til noget, der kan blive rigtig godt.

Edward Lee har de seneste år arbejdet på Jordnær og senest Gaijin, og hans kundskaber som kok mere end rækker til en Michelin-stjerne.

Dog manglede restauranten efter min mening lige de sidste fem procent fintuning for at være helt på stjerneniveau, hvilket er fuldt forståeligt så kort tid efter åbningen.

Dermed ikke sagt, at det ikke ville glæde mig, hvis Udtryk får en stjerne, og jeg er overbevist om, at køkkenet kun vil stå endnu skarpere i løbet af de kommende måneder.

Parsley Salon. Foto PR

Parsley Salon

Parsley Salon ligger i et diskret kælderlokale på Strandvejen og er en gourmetrestaurant, der er gået lidt under radaren blandt mange foodies.

Selv har jeg ikke haft fornøjelsen af at spise den fulde menu hos kok og indehaver Allan Schulzt, men jeg har haft fornøjelsen ved nogle andre lejligheder, og der er ingen tvivl om, at den rutinerede kok har helt styr på sit velsmagsbarometer.

Det er ikke så almindeligt, at Michelin uddeler stjerner til restauranter, som ikke overbeviser dem inden for det første år eller to, men eftersom der går rygter om, at der er landet en invitation i restaurantens indbakke, kunne man godt forestille sig, at Gentofte Kommune snart kan føje endnu en restaurant til listen ud over Jordnær og The Samuel.

Foto: PR

Kommer der nye 3-stjernede til København?

Alle ovenstående restauranter spår Rasmus Palsgård til at få 1 Michelinstjerne.

Men er der restauranter i København, som kan opnå de magiske (og maksimum) 3 Michelinstjerner?

Muligvis.

Rasmus Palsgård mener i hvertfald, at restauranterne Alchemist, Koan og Kadeau i København kan være gode bud.

Læs mere på hans hjemmeside her.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag