MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Gastro-ekspert udtaler: Disse københavnske restauranter burde få stjerner i Michelin Guiden

Af Rasmus Palsgård
Foto PR, Facebook
Foto PR, Facebook

I aften klokken 17 dansk tid uddeles de fornemme Michelin-stjerner for de nordiske lande i Finlands hovedstad, Helsinki.

I København har vi hele 14 gourmetrestauranter med en eller flere stjerner i den eftertragtede Michelinguide.

Derudover finder du yderligere 12 restauranter, som er tildelt en flot Bib Gourmand for god mad til en skarp pris.

Men hvem løber med stjernerne i år?

Det kommer madanmelder og gastro-ekspert, Rasmus Palsgård aka. Feinschmeckeren, med sine bedste bud på.

Se hans bud på Michelin-stjerner udenfor København lige her.

Du kan følge med for endnu flere gastro-tips på hans Instagram-profil her.

Aure. Foto PR, Instagram

1 stjerne: Aure

“Det kan virke lidt utroværdigt at begynde med en restaurant, jeg ikke har besøgt endnu, men jeg gør det ikke desto mindre alligevel. Aure, der slog dørene op på Refshaleøen i marts, er utvivlsomt Københavns varmeste bud på en ny stjernerestaurant.

Nicky Arentsen og hans partner, Emma Nørbygaard, har åbnet en spændende gourmetrestaurant baseret på sæsonens bedste råvarer præsenteret på særdeles æstetisk vis.

Nicky Arentsen har en fortid på blandt andet Jordnær, og det – lagt sammen med de mange flotte anmeldelser i de store dagblade – er Aure et oplagt bud på en ny stjerne i København.”

Christoffer Sørensen fra Studio. Foto PR

1 stjerne: Studio

“I 2021 modtog Studios køkkenchef, Christoffer Sørensen, Michelins Young Chef Award, og derfor var det også forventningen, at Sørensen og co. ville modtage en stjerne i fjor, hvor Studio åbnede på den nye lokalitet i Carlsbergbyen.

Den udeblev dog til min overraskelse, og det undrer mig, hvordan guidens inspektører har kunnet overse kvaliteten i Studios lokalt funderede og velsmagsbetonede køkken.

Forhåbentlig har de været mere opmærksomme i år – i så fald må der lande en stjerne hos Studio.”

Foto á terre Facebook

1 stjerne: À Terre

“À Terre er gået mere og mere helhjertet ind i gourmetgenren, og i sin nuværende konstellation fortjener restauranten afgjort en stjerne.

Dansk-franske Yves Le Lay dyrker sit franske ophav, og det burde jo være sød musik i guidens øre.

Fransk ophav eller ej: Man får skøn, skøn mad på À Terre, som akkompagneres af en meget personlig og kompetent betjening, som alt i alt gør det til en dejlig oplevelse at spise i den lille restaurant bag Det kongelige Teater.”

Søllerød Kro. Foto PR, Facebook

2 stjerner: Søllerød Kro (Holte)

“Søllerød Kro bliver år efter år spået stjerne nummer to i Michelinguiden – også af mig selv – men foreløbig er den ikke landet.

For ganske nylig modtog restauranten seks stjerner i Jyllands-Posten, som samtidig understregede, at en anden stjerne ville være mere end på sin plads.

Den overbevisning deler jeg til fulde, for den regerende Bocuse d’Or-mester, Brian Mark Hansen, har aldrig lavet skarpere mad, end han gør i dag, og det siger ikke så lidt.

Disclaimer: I dag har jeg den store ære at være tilknyttet Søllerød Kro som konsulent. Jeg er meget stolt over at være blevet tilknyttet en restaurant, jeg gennem mange år har rost til skyerne adskillige gange.

Mielcke og Hurtigkarl. Foto: PR

2 stjerner: Mielcke og Hurtigkarl

“Man orker næsten ikke at nævne Mielcke & Hurtigkarl igen, igen, for hvert år fyldes spalterne på samtlige aviser med tilsagn om, at den smukke restaurant i Frederiksberg Have fortjener to stjerner, og hvert år er resultatet det samme: nul stjerner til M&H.

Ikke desto mindre fortjener de at blive nævnt for deres altid originale serveringer, sublime vinparringer og fremragende betjening.”

Foto PR

3 stjerner: Alchemist

“Hvis ikke det produkt, Alchemist langer over disken til sine gæster, er tre stjerner værdigt, opgiver jeg at prøve at forstå, hvad der skal til.

Alchemist er på mange måder i en liga for sig, når vi taler om restaurantoplevelser.

Ingen andre steder får man en totaloplevelse, der rækker så langt ud over selve måltidet, som man gør på Alchemist.

Her får følelser frit spil, og nye aspekter af gastronomien, ja livet for den sags skyld, vækkes til live her. I år må være året, hvor det lykkes for Rasmus Munk og co.”

Foto PR, Facebook

3 stjerner: Jordnær (Gentofte)

“Det er svært at komme i tanke om et mere præcist og hamrende velsmagende køkken end det, Eric Vildgaard og hans hold leverer på Jordnær i Gentofte.

Samtlige retter er veritable smagseksplosioner, som vækkes til live i samspillet mellem de absolut bedste råvarer og den kærlighed, de udsættes for, i køkkenet.

Mens Alchemist leverer et totalteater, er Jordnær en mere klassisk restaurantoplevelse, og den fås ganske enkelt ikke meget bedre.

Tre stjerner er indiskutabelt på sin plads!”

Del artikel

Andre læser også