Glæder sig vildt: Alejandro åbner længe ventet butik på udskældt station

Det kan være svært at finde rundt på København Syd Station, der flere gange er blevet udskældt og sammenlignet med en umulig labyrint.
Alligevel håber Alejandro Diaz Navarrete, at københavnerne finder frem til den nye 7-Eleven, som han mandag havde fornøjelsen af at åbne for første gang.

Godt nok forsinket en del måneder, da den skulle have været åbnet i forbindelse med åbningen af den nye metrolinje – men bedre sent end aldrig.
Med den nye metrolinje er stationen, der tidligere hed Ny Ellebjerg Station, nemlig vokset og er blevet et større knudepunkt.
Med forlængelsen af metrolinjen M4 til København Syd bidrager Metroen på sigt til at gøre stationen til et nyt nationalt trafikknudepunkt, hvor mange passagerer vil skifte transportmiddel.
Og så er der måske lige brug for en kop kaffe til vejen.
Stationen har fremover mulighed for at fungere som en ny port ind og ud af hovedstaden og kan aflaste København H, der i dag har meget trafik.
Derfor giver det også rigtig god mening at have en 7-Eleven butik på stationen, mener Alejandro Diaz Navarrete, der som butikschef står i spidsen for den nye butik.
Og det er første gang i hans karriere, at han skal være butikschef i 7-Eleven.
Han glæder sig helt vildt til endelig at kunne slå dørene op til en spritny butik, der har den nyeste indretning og et spændende sortiment til kunder på farten.
“For mig er det vigtigt at kunderne føler, at de bliver behandlet som var de hjemme hos mig selv. Derfor vil jeg og teamet især have fokus på at give kunderne en god oplevelse, når de kommer forbi butikken,” siger han.