God pris: Romersk pizzeria er åbnet på Nørrebro
Elmegade på Nørrebro er virkelig en af Københavns hyggeligste gader.
Her ligger cute caféer side om side med bæredygtige secondhand-tøjbutikker, og nu er der kommet en nyhed i første kategori.
Det er nemlig Che Tipo – en lille ny pizza joint med plads til kun 16 gæster.

Tidligere fodboldspiller
Egentlig var italienske Davide Grossi, som står bag Che Tipo, fodboldspiller og tidligere Michelin-kok, men da han fik muligheden for at åbne det moderne romerske pizzeria, holdte han sig ikke tilbage.
Det lovede ellers godt med fodbolden i Italien, som Davide spillede, mens han gik på kokkeskole.
Han spillede nemlig i serie 2 i Italien, var målmand, kom på det italienske U17-landshold og var omkring Tottenham, hvor han spillede og havde også kontrakt med Juventus.
Det hele sluttede dog grundet skader.
Til gengæld fik kokkeskolen stor betydning, for Davide har siden da arbejdet som kok på forskellige restauranter – bla. Michelin-restauranter i Spanien og Frankrig og på en sushirestaurant i Japan.
Siden han var barn, har han elsket at lave mad, hvilket man må sige ligger til familien, for Davides bedstefar var pastakok og hans mor og hendes to brødre drev desuden et bageri.
Det mel, Davide bruger i Che Tipo, er faktisk den samme type mel, som det mel, hans farfar solgte fra sit bageri.

Opkaldt efter mennesketyper
Davides karriere i Danmark begyndte på Noma, men hurtigt blev han træt af Michelin-ræset og fandt andre danske restauranter at arbejde på, før han nu har åbnet sit eget sted.
Che Tipo betyder ”sikke en type” – et udtryk, som Davide og hans kammerater hyppigt brugte som unge.
Alle pizzaerne på Che Tipo er opkaldt efter forskellige mennesketyper, Davide kender.

Han tænker altid på bestemte typer mennesker, deres karakter og typer af mad og råvarer, de godt kunne lide, når han opfinder nye pizzaer.
Selve pizzadejen minder på flere måder om den, man finder hos legendariske Bonci i Rom og som har nogle af de samme egenskaber som focaccia; saftig, sprød og sej.
Læs også: Stor guide: Her er de bedste pizzaer i København På toppen finder du flere gode sager som mozzarella fra Øllingegaard og parmaskinke fra Parma.
I Italien bruger kokke som regel de råvarer, der er bedst og tilgængelige – de skifter naturligt i takt med årstiderne, og den filosofi har Davide overført til Che Tipo.
Priserne begynder fra bare 60 kr. for et pizza slice, og udover dem serverer han også paninis, snacks, antipasti og en bred vifte af naturvine på glas.
Læs mere om Che Tipo lige her.
Hvad: Che Tipo
Hvor: Elmegade 23, 2200 København N
Hvornår: Åbent tirsdag-lørdag fra kl. 12-22