Gør du også det på ferien: Én ting vil danskerne hellere end at bade og slikke sol
Danskerne og vores nordiske søstre elsker sol og en god svømmetur, når vi rejser på ferie i udlandet.
Men de fleste af os ser mere frem til en helt tredje ting, viser en undersøgelse fra Apollo Rejser.
For selvom seværdigheder også står højt på listen over ting, danskere gerne vil opleve på ferien, så står sex allerøverst.
Diplomatisk, som kun en front-sælger i et rejsebureau kunne gøre det, mener Apollo at vide, at sex i dette tilfælde dækker over ønsket om uafbrudt kvalitetstid med vores nærmeste.
Sådan prioriterer danske forældre deres alenetid på ferien
I undersøgelsen svarer hele 35 procent da også, at det at rejse sammen styrker forholdet til de nærmeste. Samtidig angiver mere end 60 procent, at det giver dem værdifulde minder at rejse.
Og hele 50 procent fortæller, at det er minderne fra aktiviteter, man lavede sammen, man husker bedst, når ferien er slut. Det fremgår af en pressemeddelse.
”Fordi vi bor i et land, hvor solen næsten aldrig skinner i mere end tre sammenhængende dage, er vejret selvfølgelig en vigtig grund til, at vi prioriterer ferie i udlandet så meget, som vi gør. Men samtidig er kvalitetstid fortsat den vigtigste faktor – simpelthen fordi der sjældent er tid nok i hverdagen derhjemme,” siger Glenn Bisgaard, salgsdirektør hos Apollo.
Ifølge Apollos undersøgelse er der især tre ting, som danske forældre prioriterer:
1. Vi har sex
33 procent angiver, at de prioriterer sex, når de har alenetid uden børnene, og det er især aldersgrupperne 18-29 og 30-49 år, der skiller sig ud. Her er procentdelen hhv. 55 og 44 procent. I aldersgruppen 50-64 år er andelen 21 procent, mens det gælder 14 procent for de +65-årige.
2. Vi går ture
28 procent angiver, at de bruger deres alenetid til at gå ture. De mest aktive til at vandre og gå ture er de +65-årige. Blandt denne gruppe udnytter mere end hver tredje (35 procent) tiden på at gå og vandre, mens det blot gælder 25 procent af de 18-65-årige.
3. Vi soler og bader
Når man rejser med børn, er der ikke altid al tid i verden til uforstyrret at nyde en god bog i skyggen eller tage en god svømmetur. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at 22 procent af forældrene svarer, at de bruger deres alenetid på netop det: Solbadning og på at svømme.
Undersøgelsen blev gennemført af Norstat på vegne af Apollo i september 2023. Undersøgelsen havde over 1.000 respondenter i alderen 18-70 år i Norge, Sverige, Danmark og Finland.