Gratis festival, tango og markeder: Det skal du lave i weekenden i København

Skrevet af: Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Festival Summer in the City er i fuld gang. Foto: PR
Festival Summer in the City er i fuld gang. Foto: PR

Er du hverken til Musik i Lejet eller i Skagen for at hænge ud med jetsettet her i uge 29? Bare rolig – København har massevis af fede events og ting, du skal opleve. Her får du MigogKbh’s bedste tips til, hvad du kan lave i weekenden.

Fredagsrock med Tina Dickow

Det er ikke mange koncerter, Tina Dickow har spillet i Danmark på det seneste, men fredag aften har du chancen for at høre hendes smukke musik live.

Kl. 22 går hun nemlig på scenen i Tivoli og underholder publikum på Plænen.

Du skal betale entré til Tivoli for at få adgang til koncerten. Prisen er 130 kr. før kl. 19, og herefter skal du betale 200 kr. for at komme ind.

Hvad: Fredagsrock med Tina Dickow
Hvor: Plænen i Tivoli, Vesterbrogade 3, København V
Hvornår: Fredag 19. juli 2019 kl. 22

Festivalen Summer in the City har vokset sig større og rykker nu fra Huset-KBH til Onkel Dannys Plads på Vesterbro. Foto: PR.

Gratis musikfestival i Kødbyen

Summer in the City er i fuld gang, og det betyder, at du lige nu kan høre en række upcoming bands og solister på Onkel Dannys Plads i Den Brune Kødby.

Der er gratis entré, og festivalen varer til og med lørdag.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Summer in the City
Hvor: Onkel Dannys Plads, København V
Hvornår: 18.-20. juli 2019. Pladsen åbner kl. 15
Hvor meget: Gratis adgang

Silent disco i Absalon

Har du nogensinde prøvet at være til en fest, hvor alle er iført hovedtelefoner og danser til musik, de selv har valgt? Hvis ikke, så har du chancen nu.

Lørdag inviterer Absalon nemlig til Silent Disco – først udendørs på Sønder Boulevard og siden indendørs i det festlige kulturhus.

Her kan man låne høretelefoner og vælge mellem tre forskellige musikkanaler at danse til.

Læs mere på Facebook.

Hvad: Silent Disco
Hvor: Absalon, Sønder Boulevard 73, København V
Hvornår: Lørdag 20. juli kl. 20

Tango på Ofelia Plads. Foto: PR.

Tango og tapas ved Skuespilhuset

Dansestudiet M2Tango og Restaurant Ofelia har besluttet at hylde tangoen i fællesskab.

Det betyder, at du kan lære nye trin og give den gas på et af byens smukkest beliggende dansegulve under åben himmel.

En instruktør viser trinene, og herefter er der fri dans på gulvet. Menuen byder på tapas og sommerlige cocktails.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Tango og tapas
Hvor: Terrassen ved Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, København K
Hvornår: Hver lørdag til og med 24. august 2019. Undervisningen begynder kl. 18.

Du kan se Tour de France på Nørrebro Bryghus denne sommer. Foto: PR

Bajere og bjergetaper på storskærm

I disse dage viser Nørrebro Bryghus alle årets tour-etaper fra start til slut, så du og dine cykelsportsinteresserede venner kan hænge ud, heppe på Fuglsang og høre alverdens anekdoter fra Rolf Sørensen og de andre kommentatorer.

Bliver I tørstige undervejs i etaperne, er der selvfølgelig spandevis af øl at gå om bord i, og når maverne knurrer, kan I købe smørrebrød samt burgere og fritter.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Tour de France på storskærm
Hvor: Nørrebro Bryghus, Ryesgade 3, København N
Hvornår: Til og med 28. juli 2019

Hipt loppemarked i Indre By

Søndag kan du gøre gode fund i Indre By – nærmere bestemt på pladsen foran Kulturhuset Indre By.

Her fylder det populære marked Rita Blås Lopper nemlig asfalten med boder, så du og andre loppejægere kan bruge eftermiddagen på at finde skatte blandt de gamle dimser.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Rita Blås Lopper
Hvor: Charlotte Ammundsens Plads, København K
Hvornår: Søndag 21. juli kl. 12-17
Hvor meget: Gratis adgang

Foto: PR

Bæredygtigt sommermarked på Reffen

Designmarkedet Flid har denne sommer indgået et samarbejde med Reffen. Søndag kan du derfor gå på opdagelse hos en række upcoming designere og kunsthændværkere på det populære madmarked.

Her vil du kunne købe design og kunst til hjemmet samt pyntesager til dig selv.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Flid x Reffen
Hvor: Reffen, Refshalevej 167 A, København K
Hvornår: Søndag 21. juli 2019 kl. 11-18