Halleluja: Gratis gløgg og gospel hos Hotel Skt. Petri

Skrevet af: Rasmus Kramer Schou

Luksuriøse hotel Skt. Petri har en tidlig julegave til alle københavnere. Kom med ganske gratis her og få æbleskiver, gløgg, juleknas og ikke mindst ægte julegospel fra koret.

Tilbage i 1999 lukkede det københavnske ikon Daells Varehus, men nogle år efter blev den gamle smukke bygning midt i byen ombygget til luksushotellet Hotel Skt. Petri.

Det blev i 2006 kåret til Danmarks bedste hotel og fik i 2017 faktisk endnu en makeover, så det står knivskarpt.

Læs også: Magisk jule-landskab: Vind en tur i Tivoli med fire turpas

Men selvom det er luksus fra øverste klasse, så er de også et inddragende hotel, der gerne inviterer alle sine bysbørn indenfor.

De har både restauranten P Eatery samt deres smukke store lobby med uendelig højt til loftet, hvor alle er velkomne til både mad og cocktails.

Oplev hotellet i i sin fulde pragt

I morgen torsdag d. 15. november er der en oplagt mulighed for at opleve hotellet i fuld pragt, når de inviterer til litervis af god gløgg, lune æbleskiver og lækre julegodter – ganske gratis.

Læs også: Det skal prøves: Så er der champagne-bingo i København

Som om det ikke var nok, så kommer der en hel delegation af over 10 mand fra True Gospel Singers og synger julen ind på ægte gospelmanér med klap i hænderne og kraftfulde stemmer – må vi høre et halleluja.

Alle er velkomne fra kl. 16:30, og der bliver sunget igennem á to omgange – fra kl. 17 og kl. 18 – begge gange synger koret i 45 minutter.

Læs også: Vores bud på de 10 i toppen: Her er Københavns bedste burgere

Samtidigt tænder de også lyset i deres ‘ensomme juletræ’ i hotellobbyen. Det navn dækker over, at Skt. Petri sammen med Julehjælpen samler gaver ind til børn i november og december.

Hvad: Gratis gløgg og gospel
Hvor: Hotel Skt. Petri, Krystalgade 22 – bare tag rulletrappen op i den kæmpestore lobby
Hvornår: Torsdag d. 15. november fra kl. 16.30
Hvor meget: Gratis gløgg, æbleskiver og juleknas for alle