Gratis rundvisning: Kom med bag murene på en af Københavns skjulte og ældste perler
Det hele startede med en håndfuld skrifter og en meget lille samling af bøger.
Året er 1482, og Københavns Universitet er som et af de ældste i Nordeuropa 1000 dage gammelt, men har allerede fået et småt men unikt universitetsbibliotek.
Det havde fra 1652 hjemme på loftet over Trinitatis Kirke, som støder op til Rundetårn i Købmagergade, og sådan var det faktisk i næsten 200 år.
Undervejs måtte samlingen dog genetableres, da meget gik til grunde under Københavns store brand i 1728.
I takt med, at viden blev en vare voksede et problem; mangel på hyldeplads til de stadig flere og flere bøger.
For at løse pladsproblemerne afholdt man i 1855 Danmarks første arkitektkonkurrence for et offentligt byggeri.
Konkurrencens vinder blev i følge Københavns Universitets hjemmeside den talentfulde 38-årige arkitekt Johan Daniel Herholdt.
Den nye biblioteksbygning blev opført på grunden langs Fiolstræde og indviet i 1861.
Heldigvis, for i dag, kan alle gå ind og se det kæmpe bibliotek med plads til cirka 300.000 bind.
Bygningen i Fiolstræde fungerede som bibliotek frem til 2009.
I dag kan du få en omvisning på dansk kl. 13 og på engelsk kl. 14 alle dage i åbningstiden.
Omvisningen varer cirka 25 minutter og er gratis, når der er indløst billet.
En af dem, der for nylig tog turen rundt blandt de historiske bøger, er Tormod Vinsand.
Han er selv musikskoleleder, og slet ikke fotograf, men han blev så imponeret, at han forevigede besøget.
“Du bør unde dig et besøg i denne smukke bygning, som er fuld af detaljer og referencer både indvendigt og udvendigt. Biblioteket stod klar til indflytning i 1861. Arkitekten bag dette enestående bygningsværk var Johan Daniel Herholdt, som også var manden bag Polyteknisk Læreanstalt i Sølvgade,” fortæller Tormod, der på det varmeste anbefaler alle, der interesserer sig for historie, København og arkitektur at slå et smut forbi.
“Med mindre du selvfølgelig allerede har været der,” griner han.
Hvad: Omvisning på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde
Hvor: Fiolstræde 1, 1171 København K
Hvornår: Alle dage kl. 13 på dansk og kl. 14 på engelsk i åbningstiden