Gulvet er dit: Københavns største park fyrer op for gratis sommerdans

Her i sommerperioden kan man nemt blive i så godt humør, at man får lyst til at danse.
Hvis det kribler i dine fødder, og dine sko tigger om at komme ud at lære nye trin, så vend dem mod Fælledparken.
Igen i år er der nemlig sommerdans under åben himmel i Østerbros store, grønne park.
Fra 19. juni til 20. juli danses der hver mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og søndag på dansepladsen på hjørnet af Edel Sauntes Alle og Øster Allé, og det er ganske gratis at være med.
Lær tango og bollywood-moves
Professionelle instruktører underviser i alt fra argentinsk tango og Bollywood-trin til linedance og swing, og man behøver ikke at være en øvet danser for at kunne følge med – der er plads til både begyndere og garvede hoftevrikkere.
Alle danseaftener begynder med fælles undervisning, og herefter er der fri dans på gulvet.
Mandag 20. juni lægges der ud med swing, hvor der danses til live-musik.
Man bestemmer selv, om man kommer med eller uden dansepartner. Instruktørerne sørger for, at undervisningen foregår således, at alle kan være med.
Også for børn og seniorer
Om torsdagen er eftermiddagene dedikeret til børn. Fra kl. 12 til 12.45 er undervisningen for unger mellem tre og seks år, og fra kl. 13 til 14 er det de større børn, der kan lære nye trin.
Børnene undervises i bl.a. breakdance, capoeira og afrikansk dans.
Om søndagen er der Kultursøndage for folk i alle aldre.
Også denne sommer er der særlig undervisning for seniorer. Det foregår tirsdage kl. 11 til 12, og efter dansen kan man nyde medbragt mad, kaffe og te sammen med sine nye dansevenner.
Se hele programmet for Sommerdans i Fælledparken her.
Vær opmærksom på, at der kan forekomme aflysninger, hvis det regner.
Hvad: Sommerdans i Fælledparken
Hvor: Dansepladsen på hjørnet af Edel Sauntes Alle og Øster Allé
Hvornår: 19. juni til 20. juli 2023
Hvor meget: Gratis