Stor guide til efterårsferien i København: Sjove oplevelser for hele familien

Info: Denne artikel indeholder reklamelinks – nogle af stederne på listen har betalt for at få deres informationer med i artiklen.
Fredag 14. oktober skydes efterårsferien i gang med en af Københavns største familiebegivenheder – nemlig Kulturnatten.
Herefter følger ni dage, hvor der for manges vedkommende skal holdes fri og hygges, og rundt omkring i hovedstaden og omegn venter et hav af oplevelser, som ungerne vil elske at blive taget med til.
MigogKbh-redaktionen har traditionen tro fundet efterårsferiens bedste aktiviteter, events og oplevelser for familien, så du kan finde inspiration til, hvad I skal tage jer til, når I holder fri i uge 42.

Byg med Lego og udforsk arkitekturen
I Dansk Arkitektur Center kan du varme op til 2023, hvor København er udnævnt til verdens arkitekturhovedstad.
Her bydes indenfor i den spektakulære BLOX-bygning til spændende arkitekturoplevelser for alle aldre.
Oplev sidste chance for udstillingen “Kvinder skaber rum”, som byder på hidtil ufortalte historier om kvinders rolle i arkitekturen.
I forbindelse med udstillingen kan I slippe kreativiteten fri i familieværkstedet i DAC’s Educatorium, hvor ungerne kan bygge deres drømmeværelser.
I udstillingen A Space Saga kan man tage en tur til månen og udforske rumarkitektur. Også i denne udstilling er der workshop, hvor man kan bygge rumarkitektur i LEGO© og udforske, hvordan man bygger til det ydre rum. Det kræver ikke bare en god fantasi, men også modet til at tænke stort for at overleve på månen.
Når sulten eller tørsten melder sig, kan I tage en pause i DAC’s café, hvor der er børnevenlige retter med eksempelvis pasta med kødsovs på menuen, og så kan I også nyde en kop varm kakao med flødeskum.
Det hele kan indtages i drivhuset på DAC’s tagterrasse, hvorfra der er smuk udsigt over byen.
Og glem så ikke at prøve den sjove rutsjebane DAC Slide, inden I tager hjem. Den er hele 40 meter lang og snor sig fire etager ned gennem det imponerende hus.
Se mere på dac.dk.
Hvad: DAC – Dansk Arkitektur Center
Hvor: Bryghuspladsen 10, København K
Hvor meget: Gratis adgang for børn under 18 år

Efterårsferie i alle farver på SMK
Statens Museum for Kunst byder på farverige og fantasifulde oplevelser for børn hver dag i efterårsferien, og det sker som en hyldest af den franske mestermaler Henri Matisse.
I kan blandt andet opleve den store udstilling Matisse: Det røde atelier, og I kan lave jeres egne eksperimenter med vilde farver og former i Børnenes Værksted.
Der er mulighed for at tage med på en farverig familietur eller en omvisning, der gør jer klogere på den legendariske maler.
På SMK’s eget spisested, Kafeteria, serverer de nogle af byens allerbedste pandekager til både store og små kunstelskere, så børnene vil helt sikkert elske at tage et hvil her mellem alle kunstoplevelserne.
SMK holder særåbent mandag 17. oktober kl. 10-18, og museet har altid gratis adgang for børn og unge under 18 år.
Hvad: SMK – Statens Museum for Kunst
Hvor: Sølvgade 48-50, København K

Eventyret om Rapunzel midt i Tivoli
Eventyrteatret forstår i den grad at lave fascinerende forestillinger for børn og unge, og nu har de gjort det igen.
De er atter rykket ind i Glassalen i Tivoli, og her har der netop været premiere på “Rapunzel”, som kan opleves hele efterårsferien.
Du kender formentlig allerede den klassiske version af “Rapunzel”, men denne gang er eventyret nyfortolket af Eventyrteatret med mangfoldighed som det overordnede tema.
Publikum tages med ind i en verden, hvor der eksisterer to lande – nemlig Irisia og Heroikom.
Rapunzel må skjule sit meget lange, gyldne hår, for i landet Heroikum er der ikke plads til at være anderledes. Og da Rapunzel og hendes venner gør oprør, bliver de fanget og spærret inde i et tårn.
Det store spørgsmål er, om de mon slipper fri og kan rejse til det festlige og farverige land Irisia, hvor alle må være præcis som de er?
Forestillingen er egnet til alle eventyrelskere fra 5 år og opefter, og som en ekstra bonus giver teaterbilletten fri adgang til halloween i Tivoli.
Som MigogKbh-læser får du gratis popcorn til forestillingen. Se mere og find billetter her.
Hvad: Rapunzel
Hvor: Glassalen i Tivoli
Hvornår: 8. oktober til 23. oktober 2022

Hyggelig uhygge i Tivoli
Netop halloween i Tivoli er en efterårstradition at besøge for mange familier – og det med god grund.
I år fordeles imponerende 22.100 græskar i alle størrelser rundt om i forlystelseshaven, og lørdag 15. oktober kl. 11.30 kan I kigge med, når der igen afholdes DM i Kæmpegræskar.
Skal det være meget vildere og mere uhyggeligt end kæmpegræskar, kan I besøge Tivolis scaryhouse, Villa Vendetta. Hvis I altså tør.
Villa Vendetta har for nylig modtaget den internationale FKF-pris, der uddeles én gang om året af Tysklands største klub for forlystelsesentusiaster.
At prisen netop er gået til Tivoli usædvanligt uhyggelige hus skyldes især scenografien, historien og det, at forlystelsen både er en god familieoplevelse og leverer chok og gys for teenagerne.
Under den over 100 år gamle rutsjebane kan I desuden besøge ”Det Hjemsøgte”, der minder om et hospital for mislykkede forsøg. Det er ikke noget kønt syn, og uhyggen bliver ikke mindre af de nærgående beboere.
Se mere i artiklen her.
Hvad: Halloween i Tivoli
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: Fra 13. oktober til og med 6. november 2022

Udfold kreativiteten med keramik i krea-hus
Trænger hele familien til at komme væk fra skærme og spil for i stedet at fordybe sig og udfolde de kreative evner, er det på Østerbro, det sker.
I Ryesgade åbnede The Fiddlery tidligere i år et stort krea-hus i fire etager.
Her kan I kaste jer ud i keramikkens kunst – enten på egen hånd eller på en af efterårsferiens workshops, hvor der er kyndig vejledning fra The Fiddlerys dygtige, kreative hoveder.
Børn i alle aldre er velkomne, og det eneste krav er, at de blot skal kunne sidde stille og koncentrere sig, så der er et roligt krea-miljø for alle The Fiddlerys besøgende.
Med de mindste kan lave fine hånd- og fodaftryk på kopper eller tallerkener, og de større kan blandt andet prøve kræfter med en drejebænk.
Læs mere i artiklen her.
Hvad: The Fiddlery
Hvor: Ryesgade 113, København Ø

Efterårshygge i Den Sorte Diamant
Kreativiteten er også i fokus i Den Sorte Diamant, hvor der er gratis oplevelser, som er skabt særligt til børn i alderen seks til 12 år og deres voksne.
I den smukke bygning, som er en del af Det Kongelige Bibliotek, kan ungerne bruge gamle bøger til at skabe nye bogmærker. Man bestemmer helt selv, hvordan det skal se ud, og kun fantasien sætter grænser.
Eventyr er der også mulighed for at begive sig ud på her, for oplevelsesturen Den Store Diamantjagt venter på jer.
På et hemmeligt sted i Det Kgl. Bibliotek findes Visdommens Diamant, og den kan kun findes af de vise, som bruger både klogskab, mod, nysgerrighed og samarbejde.
Se mere her.
Hvad: Den Sorte Diamant
Hvor: Søren Kierkegaards Plads 1, København K

Sidste chance på Zoologisk Museum
På Zoologisk Museum er nedtællingen i gang, for efter efterårsferien lukker museet ned efter 52 år på adressen Universitetsparken 15 på Østerbro.
Sammen med ungerne kan du bruge fridagene på at opleve museet en sidste gang og besøge pingvinerne, mammutten, hvalerne, kæmpedovendyret og alle de andre fascinerende udstillinger.

Der er sørget for et stort efterårsferieprogram for ungerne, hvor man blandt andet kan tage sit yndlingstøjdyr med under armen og få det artsbestemt af doktor Gjerløff og doktor Trolle.
Man kan også deltage i sjove quizzer, komme ned i hvalkælderen og meget mere.
Hvad: Zoologisk Museum
Hvor: Universitetsparken 15, København Ø
Hvornår: Lukker 23. oktober 2022

Sjov forhindringsbane for familien
En efterårsdag, som i dag kalder på en tur ud til Urban Ranger Camp, hvor man kan få varmen på den vildeste og sjoveste forhindringsbane!
Inviter vennerne eller hele familien ud til en udfordrende dag i 50 meters højde, hvor i får 3-4 timers topunderholdning. Man behøver ikke at være i en vanvittig fysisk form for at kunne gennemføre Urban High Roping, da der er 28 forskellige aktiviteter fordelt på 4 baner, så man kan udfordre sig selv på et niveau, der passer til ens evner og fysiske form.
Uanset om du er en badass og gennemfører alle fire baner, eller du vælger at stå af undervejs, så har du mulighed for at tage 4 kæmpe svævebaner, som giver jer det sidste sus i maven og fører jer hurtigt tilbage til jorden.
Min. højde for at deltage er 155 cm.
Hvad: Urban Ranger Camp
Hvor: Refshalevej 177, København K

Familieløb i Hafnia Hallen
Skal I ud at bevæge jer og bruge kroppen i ferien, kan JungleRun hjælpe med en sjov dag.
JungleRun kender du måske for deres skægge udendørs familieløb med skøre forhindringer, men her i efterårsferien rykker de indenfor i Hafnia Hallen.
Der er lagt op til et vildt løb, når den skal have fuld gas på hallens multibaner, beachvolleybaner og kunstgræsbaner.
Lige som til de udendørs JungleRun-events løber hvert barn sammen med en voksen, og undervejs får både store og små trænet motorik, styrke, kondition og samarbejdsevner.
Der er medaljer og rygsække med overraskelser til alle deltagende børn.
Se mere på junglerun.dk.
Hvad: JungleRun Indoor Challenge
Hvor: Hafnia Hallen, Julius Andersens Vej 6, København SV
Hvornår: Søndag 16. oktober 2022

På efterårstur med veterantoget
I feriens sidste weekend har I mulighed for at opleve udsigten til området nord for København i smukke efterårsklæder fra et helt særligt transportmiddel.
Lørdag 22. og søndag 23. oktober kører et flot veterantog af sted fra Københavns Hovedbanegård, og destinationen er Helsingør.

Vil I med på den hyggelige efterårsudflugt, kan I købe billet til enten 1., 2. eller 3. klasse, og vil I hellere stige på ombord på det historiske tog i Klampenborg end på Københavns Hovedbanegård, er der også mulighed for det.
Når toget ankommer til havnebyen i Nordsjælland, kan man komme til renæssancedage på Kronborg Slot, og adgangen er inkluderet i togbilletten.
Læs mere i artiklen her.
Hvad: Tur med veterantoget
Hvor: Fra København til Helsingør
Hvornår: 22. og 23. oktober 2022

Pippi Langstrømpe laver spilopper på teatret
En af børnelitteraturens mest elskede karakterer er netop blevet sluppet løs på de skrå brædder.
Verdens stærkeste pige kan opleves her i København, og det er på ægte Pippi-manér med både spilopper og ballade.
Fantasifulde Pippi Langstrømpe og hendes venner Tommy og Annika samt aben Hr. Nilsson og den prikkede hest byder børn og deres voksne velkommen til Villa Villekulla på Folketeatret, og du skal nok skynde dig, hvis du vil have fingre i billetter til familien.
“Pippi Langstrømpe – verdens stærkeste” er egnet for børn fra seks år, og der bliver masser at grine af og god musik at rokke til, for man kan høre Georg Riedels melodier, som du måske husker fra tv-serien fra 1968.
Pippi Langstrømpe kommer dog også omkring alvorlige emner, for hun savner sine forældre.
Du kan se alle spilledatoer og -tidspunkter på folketeatret.dk, og det er også her, du køber billetter.
Hvad: Pippi Langstrømpe
Hvor: Folketeatret, Nørregade 39, København K
Hvornår: 6. oktober til 13. november 2022