Med karamelsovs, vaniljeis eller flødebolle: 7 bud på god iskaffe i København

Solen er kommet til byen, og det er selvfølgelig lig med én ting: Iskold iskaffe.
Her finder du syv gode iskaffer i København til de varme solskinsdage.
Lige fra dem helt uden mælk og sukker til dem med ekstra is og flødeskum på toppen!

Grød
Grød kender de fleste, men primært for deres havregrød, risotto eller andre måltider i en skål.
Men er du på jagt efter en god iskaffe, så får Grød altså også alle vores bedste anbefalinger med.
De laver den med hjemmelavet karamelsovs, og det kan absolut noget.
Hvor: Find din nærmeste Grød her

Andersen & Maillard
Det luksuriøse bageri, Andersen & Maillard, på Nørrebro og i Nordhavn laver formidabelt bagværk og varme kaffer, men de er også klar med den kolde slags.
Den har en god, kraftig smag af kaffe, så er du mere til en sukkerbombe, så det er det ikke stedet for dig.
Er du i stedet mere til en iskaffe, der stadig smager af kaffe – så er det bare med at komme afsted.
De laver den både som latte og som en kold filterkaffe.
Hvor: Nørrebrogade 62, 2200 København N og Göteborg Plads 19, 2150 Nordhavn

Glean
Vegansk iskaffe? Intet problem!
Hos Glean i Torvehallerne finder du både veganske flødeboller og lækker chokolade – men også en super lækker iskaffe.
Og så bliver den endda toppet med en vegansk flødebolle.
Kaffen er super cremet og har en skøn smag af kaffe.
Den er nok mest til den søde side, men smager altså dejligt uanset om man er til den veganske livsstil eller ej.
Hvor: Torvehallerne (hallen tættest på Nørreport St.)

Paradis
Sukkerbomben kan du i stedet finde hos Paradis.
De laver nemlig både Chokolade Espressofrappe og Straciatella Espressofrappe bare for at nævne to.
Iskolde og fyldt med friskrørt paradis is.
Bliver det for meget, så har de også en helt ”normal” iskaffe – men selvfølgelig stadig med Paradis vaniljeis på toppen.
Hvor: Find din nærmeste Paradis-butik her

Coffee Collective
Coffee Collective ved også godt, hvordan man laver en god kop kaffe.
Den del har de heldigvis taget med over til iskaffen – og vi er vilde med det.
Ligesom med Andersen & Maillard har den en god smag af kaffe, og den skal nok kunne slukke tørsten på selv de varmeste dage.
Du finder Coffee Collective hele syv forskellige steder i København, så hjælpen er nær (næsten) uanset hvor i København, du befinder dig.
Hvor: Find din nærmeste Coffee Collective her

Wulff & Konstali
De fleste kender Wulff & Konstali for deres populære og Instagram-venlige brunch, men deres iskaffe er bestemt også værd at prøve.
Den lægger sig godt imellem dem helt uden sukker og de voldsomme sukkerbomber, for den laves med bare en lille smule vaniljesirup – og det fungerer altså rigtig godt.
Og pepper du den op med en lille kage eller en brunch, bebrejder vi dig absolut ikke.
Hvor: Amager, Nørrebro og Hellerup

Shabaz
Kaffebaren, Shabaz, findes flere steder i byen og heldigvis for det.
Deres iskaffe er nemlig også rigtig god.
Udover kaffe laver de også morgenmad og frokost, og begge dele kan jo fint kombineres med en iskold latte.
Hvor: Find din nærmeste her