Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Guide: Her er de bedste vegetariske og veganske restauranter i København

Af Mathilde Mågård Hansen
Restaurant Ansvar. Foto PR
Restaurant Ansvar. Foto PR

Der er heldigvis masser af gode vegetariske og veganske restauranter i København.

Her er en liste over de allerbedste.

Lige fra gourmet til afslappet café-style.

Velbekomme!

VeVe Foto Rasmus Kramer Schou

VeVe

VeVe er noget så sjældent som en vegetarisk gourmetrestaurant og ligger i et smukt højtloftet pakhus på Østerbro.

Manden bag det Vegetariske Verdenskøkken, som VeVe er en forkortelse for, er Michelinkokken Henrik Yde, som ejer en perlerække af restauranter.

VeVe er smukt indrettet i nordisk stil med lysegrå designmøbler og utrolig god siddekomfort og opmærksom betjening.

Man får sine snacks i loungen, inden man bliver ført til bordet. Her begynder de større grønne smagsbomber at ramme tallerknen.

Niveauet et tårnhøjt – med avantgarde kompositioner og komplekse smage.

VeVe er et helt genialt sted at imponere folk, der tror, de har prøvet det hele.

En 6-retters menu med snacks står til 850 kr.

Læs mere om VeVe og book bord her.

Hvad: VeVe
Hvor: Dampfærgevej 7, 2100 København Ø

Restaurant Ark. Foto PR

Restaurant Ark

Vegansk gourmet? Ja, det findes lige på hjørnet af Nørre Farimagsgade og Frederiksborggade.

Flere af serveringerne kunne sagtens i stil og idé minde om – bevares bevare – ‘nede på jorden’ og casual udgaver af både Noma og Kadeau-retter.

Men det er der, vi er.

Retterne er hver som en elegant opbygget, overrasker med komplekse nuancer i smagen og anrettet med fejende flot præcision.

Ark ejes og drives af manden bag Beyla (tidl. Souls) og Bistro Lupa, Jason Renwick, og med Ark har han opnået en flot grøn Michelinstjerne for den bæredygtige tilgang til både mad og indretning i restauranten.

En menu står til 999 kr., og der findes både en passende vin- og juicemenu til maden.

Læs mere om Ark og book bord her.

Hvad: Restaurant Ark
Hvor: Nørre Farimagsgade 63, 1364 København K

Foto PR

Restaurant Ansvar

Tag elevatoren op til sjette etage på det nye Scandic Spectrum hotel på Kalvebod Brygge, og du finder Restaurant Ansvar.

Med en udsigt, der siger spar to.

Her er køkkenet grønt, farvestrålende, udarbejdet med omtanke og fyldt med god smag. Et absolut must-try for at være helt ærlig.

Restauranten har ingen intentioner om at gøre befolkningen til hverken vegetarer eller veganere, men de vil gerne være en del af diskussionen om, hvordan vi som samfund kan spise med mere omtanke.

På Ansvar kan du vælge imellem to menuer, hvoraf en 3-retters menu er 100% vegansk og en 5-retters er grøntsagsorienteret. Og kan du slet ikke undvære det, så er der mulighed for at lave et tilkøb af protein til en dagspris

Det er ikke kun maden på Restaurant Ansvar, som er lavet med omtanke.

Det er deres service, menukort og spiritus mm. også.

Glas og tallerkener er lavet af genbrugsservice, som er brændt på ny, papiret til menukortet er genanvendt og ligesom deres ønske om lokale, sæsonprægede råvarer i køkkenet, så er det samme koncept også gældende i baren.

Her finder du blandt andet dansk øl og vodka bag disken.

På deres smukke tagterrasse finder du en grøn og urban urtehave.

Læs mere om Restaurant Ansvar her.

Hvad: Restaurant Ansvar – Greenery Lab
Hvor: Scandic Spectrum, Kalvebod Brygge 10, 1560 København V

Baka d’ Busk. Foto PR, Facebook

Baka d’ Busk

Baka d’ Busk er en trendy og hip plantebistro lige i hjertet af Nørrebro.

Stemningen er altid helt nede på jorden – tenderende til den festlige side – og det er ikke et sted, du skal være bange for at tabe en gaffel på gulvet.

Menuen er ren vegetarisk og høster altid flotte anmeldelser og pæne ord med på vejen uanset hvem, der spiser med.

Så er du på udkig efter en aften fyldt med god vegetarisk mad og endnu bedre stemning, så er Baka d’ Busk stedet for dig.

En plantemenu serveret på frodige tallerkener og spist af hele bordet står til 550 kr. pr. person.

Book bord på deres hjemmeside her.

Hvad: Baka d’ Busk
Hvor: Rantzausgade 44, 2200 København N

Eden Jaxx. Foto PR

Eden Jaxx

En vegansk burger lyder på sin vis helt skørt.

For hvad gør man med bøffen, briochebollen, mayoen og alle de andre animalske produkter, der plejer at være til stede i en burger?

Ja, dem erstatter man ‘bare’ med veganske varianter.

Det har de i hvert fald gjort hos Eden Jaxx, der er Københavns veganske burgerkæde med flere restauranter.

Du kan vælge imellem forskellige burgere og endda veganske ‘kyllinge nuggets’.

Ja, det må prøves!

Læs mere om Eden Jaxx her.

Hvad: Eden Jaxx
Hvor: Vesterbro, Østerbro og Indre By

Bistro Lupa. Foto PR

Bistro Lupa

På Østerbro ligger der (endnu) en ægte vegansk perle.

Det er Bistro Lupa, og den hev på rekordtid den ene flotte anmeldelse hjem efter den anden i landets aviser.

Menuen er 100% vegansk, og du bliver konstant forbløffet over hvad, der kan lade sig gøre at lave uden animalske produkter.

Lige fra en cremet Whiskey Sour og svampe, der smager af kød, som kommer direkte fra grillen.

Vanvittigt gode smage hele vejen igennem og et kæmpe must-try – både for dem, der spiser vegansk og dem, som ikke gør.

Læs mere om Bistro Lupa og book bord her.

Hvad: Bistro Lupa
Hvor: Marstalsgade 8, 2100 København Ø

Flavour Bastards. Foto PR

Flavour Bastards

De er tossede med det veganske på Nørrebro, for ikke langt fra Café Kaf ligger et andet velbesøgt sted.

Det er Flavour Bastards, og her finder du både en overdådig weekendbrunch, lækre frokostretter og en snasket burger til aften.

Altsammen 100% vegansk.

Og igen kommer du nok til at tænke: “Hvordan kan det dog lade sig gøre uden animalske produkter”?

Ja, det er et mysterie, men godt – det smager det!

Læs mere om Flavour Bastards og book bord her.

Hvad: Flavour Bastards
Hvor: Ravnsborggade 12D, 2200 København N

Café OHA. Foto PR

Café OHA

Både vegansk brunch og sunde frokostretter finder du hos Café OHA i Valby.

OHA betyder både ”plant” og ”joy” på Hawaii, og det passer rigtig godt til stedet her.

Alt er 100% hjemmelavet, primært økologisk, 80% vegansk – og så er det bare drønlækkert.

Størstedelen af menuen er plantebaseret, og så er der enkelte retter med bæredygtig fisk.

Læs mere om Café OHA og se hele menuen her.

Hvad: Café OHA
Hvor: Valby Torvegade 2, 2500 Valby

Beyla. Foto PR

Beyla

I slutningen 2022 genåbnede ‘det gamle’ Souls i Carlsberg Byen – nu under navnet Beyla.

Beyla er et uformelt og nede på jorden eatery med en 100% vegansk menu, som nok skal overbevise de fleste om, at plantebaseret er så meget mere end råkost og iceberg.

Beyla er ligesom Ark og Bistro Lupa også ejet af den vegansk pioner, Jason Renwick, som for alvor har fået vækket interessen og nysgerrigheden for vegansk mad i København.

Her er åbent hele dagen, og til aften kan du bl.a. sætte tænderne i 8-retters menu til 399 kr. pr. person.

Læs mere og book bord på Beyla her.

Hvad: Beyla Bar & Eatery
Hvor: Købkes Plads 34, 1760 København V

Vital Foods. Foto Mathilde Mågård Hansen

Vital Foods

Det behøver ikke være dyrt, besværligt (eller kedeligt) at spise plantebaseret, men de fleste ved også godt, at det hurtigt tager et ondt år at snitte og hakke alverdens grøntsager.

Ikke desto mindre er det hvad de to partnere bag Vital Foods, Frederik Waagepetersen og Alexander Abildgaard Heavey, gør hver morgen.

For alle ingredienser tilbederes hver eneste dag, så maden altid er frisklavet.

Menuen hos Vital Foods byder på bl.a. sandwiches, burritos og salater, og en lækker burrito koster for eksempel 79 kr.

Læs mere og se menuen på deres hjemmeside her.

Hvad: Vital Foods
Hvor: Kompagnistræde 41, 1208 København K

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag