København på en weekend: Disse ting skal du opleve mens du er her
Info: Denne artikel indeholder reklamelinks – nogle af stederne på listen har betalt for at få deres bookinginformationer med i artiklen.
København er en fantastisk by, og selvom du kun er her i et par dage, så kan du stadig nå at opleve en masse.
MigogKbh guider til alt fra hvilke museer du skal se, hvor du skal spise til hvor du skal underholde ungerne.
God fornøjelse!
Oplev
Der er mange sjove og spændende ting at opleve i København. Også selvom du kun er her i kort tid.
Man kan ikke sige, at man har været i København uden at besøge Tivoli – sådan er det bare.
Tivoli kan heldigvis også lidt af det hele – uanset om du er til vilde forlystelser, en hyggelig gåtur eller om du har sat dig for at vinde landets største bamse i skydeteltet.
Spis gerne i Grøften, der altid er en sikker vinder, når det handler om god, dansk mad og festlig stemning.
Gå en tur igennem hyggelige Nyhavn og er vejret godt, så skal du selvfølgelig have en lille is eller en stor fadøl på vejen.
Fra Nyhavn er du kun et stenkast fra kanalerne, så du må heller ikke snyde dig selv for en lille kanalrundfart.
København er næsten omgivet af vand, og det er altså en særlig oplevelse at se byen fra vandet.
Er det ikke vejret til at sidde ude i Nyhavn, så tilbyder langt de fleste steder også hyggelige, indendørs stuer, hvor du kan spise frokosten.
Vil I gerne være kreative sammen, så kan I for eksempel besøge My & My Box på Frederiksberg.
Her kan I designe jeres helt egne smykker i høj kvalitet i et eventyrland af perler og sten, og du vælger selv om det skal være armbånd, øreringe eller halskæder.
Priserne begynder fra 150 kr., som inkluderer grundmaterialer og bland selv perler til et valgfrit smykke (f.eks. øreringe, armbånd eller halskæde) og en pæn stofpose til at tage dit smykke med hjem i.
En booking varer 1 time og 45 minutter, og undervejs er der mulighed for at tilkøbe kaffe, vand eller lemonade, og lækker kage fra Andersen Bakery.
Læs mere om smykkedesign hos Me & My Box her.
Skal ungerne underholdes findes der flere gode muligheder for dette.
I kan for eksempel tage på troldejagt, som er store, flotte træfigurer af kunstneren Thomas Dambo.
Der står en pæn håndfuld på Vestegnen uden for København, men du kan også finde dem på Amager (Kongelundsskoven), Nordhavn, Sydhavn og på Christiania.
I kan også besøge Experimentarium eller brænde krudt af på byens mange gratis legepladser.
Shopping
Skal du shoppe, så er København også et godt udflugtsmål.
Strøget, Købmagergade, Magasin, Fisketorvet, Field’s og Frederiksberg Centret er de helt store steder, men er du på jagt efter små specialbutikker, så findes det også.
Besøg blandt andet Rantzausgade, Elmegade og Jægersborggade på Nørrebro, der alle har masser af genbrugsbutikker og små brugsgenstande til hjemmet.
På Gammel Kongevej på Vesterbro finder du især smykker, tøj til både mænd og kvinder samt en masse lækre boligforretninger. Lige om hjørnet ligger Værnedamsvej og Tullinsgade, der begge giver dig en lille bid af Paris midt i København med fine fortovscaféer og små butikker.
Østerbrogade er også en lang, lækker gade med tøjbutikker i massevis, og her kan du uden tvivl finde noget pænt til hele familien.
Er du til den luksuriøse form for shopping, så skal du besøge Illum eller Magasin, som begge har mange lækre brands til både mænd, kvinder og børn samt lidt til boligen derhjemme.
Spis
København er kendt for gastronomi, og byen er proppet med lækre spisesteder.
Verdens bedste restaurant (op til flere gange), burger og nogle af Europas bedste pizzaer er blot lidt af titler, som København kan prale af.
Til frokost anbefaler vi (selvfølgelig) et godt stykke smørrebrød.
Smørrebrød består af rugbrød, som efterfølgende toppes med for eksempel æg og rejer, roastbeef med remoulade og risterede løg eller paneret fiskefilet.
Mulighederne er mange, og det smager altsammen superlækkert.
Skal du have en hjælpende hånd med at finde et godt sted at indtage dagens smørrebrød, så finder du vores store guide til bedste smørrebrød i København lige her.
Hos Gasoline Grill kan du smage burgeren, der er kåret til én af verdens bedste.
Et must try hvis du er i København og elsker mad.
I den mere luksuriøse ende finder vi gourmet restauranterne Noma og Geranium, der begge har tre flotte Michelinstjerner.
Begge har også vundet den prestigefyldte pris som verdens bedste restaurant.
Geranium finder du i Parken – Danmarks nationalstadion og hjemmebane for fodboldholdet F. C. København, og Noma ligger på Refshaleøen.
Længere ude på Refshaleøen ligger Reffen, der også er et ægte, urbant streetfood-mekka.
Reffen er nordens største streetfood-marked med mad fra mere end 17 forskellige nationaliteter.
I Kødbyen på Vesterbro er de gamle bygninger fredet og i stedet for gamle slagterier huser de fleste i dag hippe restauranter og cocktailbarer. Stemningen er altid god og humøret meget højt.
Vi anbefaler gerne et besøg på for eksempel Gorilla, Kødbyens Fiskebar og NoHo.
Er du til de søde sager, så skal du spise lagkage og drikke varm chokolade på La Glace i Indre By.
Det gamle konditori blev grundlagt tilbage i 1870 og er stadig højt elsket af både københavnere og byens mange turister.
Deres montre bugner af de flotteste flødeskumskager, og vores favorit er Sportslagkagen – mums!
Kultur
Den Lille Havfrue er en klassiker, og selvom det næsten virker helt stereotypt og meget turistet, så er det super hyggeligt at leje en cykel på en flot sommerdag og cykle forbi den gamle bronzestatue fra 1913 på Langelinie.
Parkér eventuelt cyklen og gå en tur rundt på Kastellet, der både er fyldt med historie og meget smukt.
Er du til de hyggelige gåture, så skal du også gå en tur på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor blandt andet H.C. Andersen, sangeren Natasja Saad, Master Fatman og Søren Kierkegaard er begravet.
København har mange flotte museer men Glyptoteket er altid en favorit.
Drik kaffe i deres smukke atrium og gå på oplevelse blandt deres forskellige særudstillinger.
Lige om hjørnet ligger det nyere Københavns Museum, der bestemt også er et besøg værd. Deres udstillinger tager konkret udgangspunkt i byen selv.
Det kan også godt anbefales at tage en tur nordpå og besøge Ordrupgaard eller Louisiana.
Vil du læse mere om museer i København og omegn, så finder du vores store guide til det lige her.