Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bliv gift og prøv et kampfly: 10 fede oplevelser til Kulturnatten

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto PR, Facebook
Foto PR, Facebook

Fredag den 13. oktober 2023 er der atter Kulturnat i København, og en lang række museer, virksomheder, ministerier, teatre og kulturinstitutioner åbner dørene for nysgerrige folk.

Men hvilke events er egentlig spændende for voksne?

MigogKbh har samlet ti tips til arrangementer og oplevelser, som du kan dele med vennerne, kæresten, hustruen eller ægtemanden.

Husk Kulturpas, når I vil have adgang til aktiviteterne.

Et Kulturpas koster 110 kroner (børn under 12 år er gratis) og kan købes i alle 7-Elevens butikker i hele Hovedstadsområdet samt på udvalgte biblioteker og museer i København og på Frederiksberg.

Find dit nærmeste salgssted her.

Kulturnatten er åben fra kl. 18-00, og du kan se hele programmet lige her.

Foto PR

Sønderjysk kagebord i Valby

Sønderjylland er landskendt for sit store sønderjyske kagebord, men til Kulturnatten melder Valby sig nu også på banen.

Denne aften forvandler Hotel- og Restaurantskolens bager/konditorelever nemlig sukker, mel, smør, æg, chokolade, nødder, fløde, marcipan og frugt til en masse skønne kager, wienerbrød, macaroons, flødeboller m.m, som du kan nyde til deres store valby’ske kagebord.

I skolens hyggelige Restaurant bliver du forkælet med alt, hvad en kageelsker kunne ønske sig – og til at skylle det hele ned med byder de på kaffe, te og varm kakao.

Godt mæt og høj på sukker kan du derefter gå videre ud i kulturnatten ladet op med masser af energi.

Prisen er 150 kr. per person (eksl. Kulturpas). Prisen inkluderer kager og varme drikke. 

Køb billet her.

Hvad: Det store valby’ske kagebord
Hvor: Vigerslev Allé 18, 2500 Valby

Ballet, scenerute og kostumer

Scener, foyerer og backstage emmer af teatermagi på Kulturnatten på Gamle Scene.

Hele aftenen igennem kan man opleve optræden af Det Kongelige Teaters Balletskole og aspiranter samt overvære optræden med danserne i Den Kongelige Ballet.

Man kan også vælge at gå ’sceneruten’ med et kig i kulisserne omkring scenen eller at gå ’kostume-/hatte-ruten’ og få en snak med et par af teatrets dygtige skræddere og modister.

Begge ruter er åbne hele aftenen, og de kræver ikke reservation.

Hvad: Det Kongelige Teater – Gamle Scene
Hvor: August Bournonvilles Passage 8, 1017 København K

Foto PR

Bliv anklager

Drømmer du om at blive anklager? Så kan du nu komme helt tæt på deres job.

For første gang kan du besøge anklagemyndigheden på Kulturnatten, når de slår dørene op hos Rigsadvokaten.

Her fortæller de mere om arbejdet som anklager.

Hvad: Anklagemyndigheden
Hvor: Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K

Se soldaternes udstyr helt tæt på

Forsvarsministeriet byder velkommen til en aften i selskab med vores danske soldater, hvor du har mulighed for at se deres udstyr.

Du kan bl.a. sidde i et F16 kampfly eller en kampvogn, prøve Søværnets skibssimulator eller sidde i en brandbil.

Du kan derudover bl.a. møde Forsvarets Efterretningstjeneste, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet herunder deres nationale specialenhed SSR (Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni) og Siriuspatruljen.

Hvad: Forsvarsministeriet
Hvor: Holmens Kanal 9, 1060 København K

Foto PR

Oplev Folketinget indefra

Gå en tur på Borgen på egen hånd.

Mød partierne og oplev Folketingssalen, Vandrehallen, Landstingssalen og Fællessalen.

De fleste udvalgsværelser og gruppeværelser er også åbne.

Hvad: Folketinget
Hvor: Rigsdagsgården 1, 1240 København K

Tag en tur i fængsel

Besøg Nytorv Fængsel og få et unikt indblik i alt det, som foregår bag murerne.

Oplev narkohunde i aktion, prøv en elektronisk fodlænke og træd ind i deres særlige cellebiler til transport af indsatte.

Tag en rejse gennem fængselshistorien og se gamle flugtredskaber, indsmuglede genstande og den største seriemorder i danmarkshistorien, Dagmar Overbys, celle i kælderen under fængslet – hvis du tør!

Prøv de specielle VR-briller og få oplevelsen af at bevæge dig rundt i vores fængsler.

Hvad: Fængslet på Nytorv – Kriminalforsorgen
Hvor: Nytorv 21, 1450 København K

Arkivfoto

Drop in-bryllup

Kærlighed er temaet for Kulturnatten i Helligaandskirken.

Hvis I hverken er til rådhuset eller til det store kirkebryllup kan I blive gift ved drop in-bryllup kl. 18-19.30.

Drop in-bryllup er også for jer, der i forvejen er viet og ønsker en kirkelig velsignelse, og for jer der ønsker forbøn for jeres kærlighedsrelation.

Oplev også musik og tro, håb, kærlighed og kys-bænkene ude på kirkepladsen m.m. Mere info om formalia og tidsbestilling til drop in-bryllup på www.helligaandskirken.dk.

Hvad: Helligaandskirken
Hvor: Niels Hemmingsens Gade 5, 1153 København K

Foto PR, Facebook

En nat på porcelænsfabrikken

Tag med på en tidsrejse, når du besøger Royal Copenhagens Flagship Store til Kulturnatten 2023, hvor I dykker ned i den rige historie bag en af Københavns ældste bygninger – opført i 1616.

Du kan også opleve historien om, hvordan Royal Copenhagen blev grundlagt som ‘Den Kongelige Privilegerede Danske Porcelainsfabrik’ i 1775.

Om aftenen flytter porcelænsfabrikkens dygtige håndværkere også ind i butikken og giver dig indblik i deres enestående færdigheder.

Mød Royal Copenhagens erfarne blåmaler, som demonstrerer håndmalingens svære kunst, og maler fabrikkens smukke klassiske stelmønstre i koboltblå underglasur.

Deres Flora Danica blomstermodellør viser den vanskelige proces bag håndmodelleringen af de smukke blomster til Flora Danica stellet.

Hvad: Royal Copenhagen
Hvor: Amagertorv 6, 1160 København K

Foto Sømods Bolcher Facebook

Bolchegårdsfest

Kom ind og oplev en rigtig gårdfest hos den gamle Bolchefabrik hos Sømods Bolcher.

Fredag d 13. lukker de gamle spøgelser ud og danse til traditionel dansk musik akkompagneret af Byggerbanden.

Prøv et lille glas bolcheshot, drik øl fra Kasper Brewing og smag deres kulturnatbolche.

Der vil være masser af konkurrencer og rig mulighed for at vinde bolcher.

Hvad: Sømods Bolcher
Hvor: Nørregade 36B, 1165 København K

Foto Sofiebadet Facebook

Fodbad café og rundvisning hos Sofiebadet

Gå på opdagelse mellem marmor, terrazzo og unik arkitektur og hør historien om den gamle badeanstalt fra 1909, der overlevede takket være en gruppe ildsjæle på Christianshavn.

Forkæl de ømme kulturnat fødder med et varmt fodbad og nyd et glas vin eller en tapas anretning i deres smukke højloftede baderum.

Der vil være stemningsfuld livemusik fra kl. 20-22.

Hvad: Sofiebadet
Hvor: Sofiegade 15B, 1418 København K

Del artikel

Andre læser også