MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Guide til byens grønne oaser: Her er 8 åndehuller du ikke må misse

Af Henrik Thierlein
Herkules Pavillonen. Foto: Privat
Herkules Pavillonen. Foto: Privat

København har et hav af parker og grønne områder og listen er nærmest utømmelig. Vores gæsteskribent har valgt otte parker med et godt køkken med udeservering i det grønne – og et enkelt wild card.

Listen tæller både parker med slotte, grotter, bådudlejning, karruseller, vildnis og havekunst. Men vigtigst er, at du kan sidde ned og få et måltid – stort eller småt.

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og Danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år.

I dag rådgiver i turisme, presse og gastronomi – og han har travet fra park til park både i København og velhaverenklaven Frederiksberg – og vi kan love for, at der kommer mad på bordet midt i alt det grønne.

Du kan læse flere af hans guides til København og resten af landet her.

Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til parker, hvor du kan vælge alt fra morgenmad over klassisk cafékøkken, en kop mokka med sødt eller gå helt vejen og bestille en gourmet menu.

Restaurant Væksthuset. Foto: Privat

Operaparken – byens nyeste havnepark

Vi starter turen med Danmarks nyeste havnepark med Operaen som nabo. Operaparken ligger, som navnet antyder, ved siden af Operaen omgivet af Københavns Havn og de mange kanaler.

Faktisk har parken lånt lidt og fået inspiration fra byens haver og parker og de seks teamer, som parken er bygget op om kommer verden rundt.

Hvid nordisk skov, Rød nordamerikansk skov, Egeskoven, Kirsebærlunden og Den Engelske skov. Det tropiske væksthus i parkens midte er perlen og foruden et parkeringsanlæg under parken, så huser det også restauranten Væksthuset.

Kom her til morgenmad frem til 11.30, afternoon tea med finger sandwich og scones og alt der hører til om søndagen eller spis et udvalg af de seks stykker smørrebrød på listen til frokost med byens bedste udsigt til sejlskibe og med Amalienborg og Nyhavn som genboer.

Jeg elsker at sejle, så jeg har til aften valgt Vækstmenuen med champagne, snacks og vinmenu og sejler herover med Havnebussen. Intet slår en havneudsigt midt i det grønne.

Kilden i Haven, Tivoli. Foto: Privat

Tivoli – Danmarks mest berømte park

Er Tivoli en park? Ja og på engelsk hedder danskernes yndlingspark faktisk The Tivoli Gardens og består af flere haveanlæg. Og selv om forlystelseshaven ikke er særlig vild, så der et helt unikt sted i Tivoli som jeg holder meget af.

Stedet hed Divan 2 og på matriklen lå Tivolis ældste restaurant tilbage fra 1843. I dag hedder den grønne oase Kilden i Haven og jeg har bestilt bord udenfor i deres køkkenhave, hvor køkkenchef Christian Hoffmann og hans team ofte plukker grønt til deres sæsongastronomi, som Christian ynder at kalde sin elegante bistro-de-luxe stil.

Her på terrassen blandt krydderurter og opbundne tomat- og squashplanter serveres Danmarks nationalskat smørrebrødet i over 10 varianter fordelt på kategorierne Haven, Havet og Landet.

Skal jeg vælge?

Okay jeg snupper en fra hver kategori. Har du taget en ledsager med der hellere vil prøve noget andet ja, så er der pil-selv-rejer her i det grønne eller en salat med dansk sort hummer. Vælger du en tur i haven om aften, ja så kan du gå á la carte eller vælge menuerne med 3, 5 eller 7-retters.

Sæsonerne bestemmer udvalget her og danske økologisk råvarer og kystnært fisk er i fokus. Bæredygtig smagfuld gastronomi i eventyrhaven.

Restaurant Orangeriet. Foto: Privat

Kongenens Have – 3 koncepter på madfronten

Christian IV’s renæssanceanlæg Kongens Have er kongerigets ældste af sin slags og med Rosenborg Slot, som kronjuvelen, ikke bare med de ægte af sin slags i kælderen under slottet, men også blandt danske slotte.

Haven har noget for en hver pengepung, når sulten trænger sig på efter jeg har set både H.C. Andersen statuen, springvandet  Drengen med svanen og Rosenhaven. Kommer du fra Kronprinsessegade- Gothersgadeindgangen, så besøg de små butikker og værksteder i pavillonerne rundt om haven.

Lige ved Hovedindgangen ligger en af byens mindste kaffebarer med noget af det bedste kaffe. Her på Kafferiet rister ejer Rud Christiansen sin kaffe to gange, så den får noter af chokolade – væk er den hårdtbrændte smag.

Jeg snupper en kop af den gode mokka og sætter mig i de bløde puder og kigger ud af de små vinduer med Kongens Have før turen starter.

Er du kommet med en større sult, ja så er den smukke Herkules Pavillonen stedet med konceptet ”Små og store tallerkener” med vin, øl eller stedets egen ”Herkules vand” til.

Alt er hjemmelavet og du kan endda komme her til morgenmad om du er et A-menneske. Alle borde har krydderurter på bordene rundt om den smukke klassicistiske pavillon med Herkules statuen bygget ind i det tidligere kongelige lysthus.

Tip: På førstesalen findes et magisk og næsten hemmeligt selskabslokale.

Har du til gengæld lyst til en oplevelse med hvide duge, ja så står Jasper og Marie Kure på Restaurant Orangeriet klar i den yndige havesal med tilhørende terrassen. Jasper Kure har før repræsenteret Danmark ved verdens mest berømte kokke-konkurrence Bocuse D’or og aftensmenuen dækker over 3-5 retters eller gå á la carte.

Jeg er kommet til frokost og kaster mig naturligvis over smørrebrødsmenuen selv om der er andre lækre muligheder på kortet. Her i byens vel nok smukkeste orangeri findes 12 forskellige stykker og som nok det eneste sted i byen til en fælles pris på 125,-

Christianshavns Vold frister med smørrebrød hos Lola

En tur på volden har været et populært udflugtsmål i mange hundrede år. Voldene består af 12 bastioner og er de bedst bevarede, som beskyttede byen fra fjender. Midt i det hele og som nabo til oasen og Fristaden Christiania ligger den romantiske Lille Mølle med frokost- og aftenrestauranten Restaurant Lola.

Her holder et af byens gastronomiske fyrtårne til under ledelse af Camilla Seidler Trebbien. CV’et er langt og lige så langt har Camilla været omkring og bl.a. vundet ”Latin America’s Best Female Chef” og ”Latin America’s 50 Best Restaurants”.

Lige så lang er smørrebrødskortet ikke, men jeg kan love for det er lækkert og hvem har brug for mere en ni stykker.

Ørstedsparken – gå en tur om søen og nyd en Croque Monsieur med rosévin

En af byens tilgroede og delvis vilde oaser midt mellem grusstierne er Ørstedparken og opkaldt efter fysikeren Hans Christian Ørsted. Tag en tur rundt om søen og over broen og nyd roen her tæt på byens mest trafikerede færdselsåre opkaldt efter en anden stor dansker, nemlig H.C. Andersens Boulevard.

Café Flindt & Ørsted, i den gamle træpavillion, er som en mørk patineret hule, at træde ind i og her regerer to klassikere på kortet.

Croque Monsieur er den ene og ønsker du, at toppe ”herren” med æg, ja så er det en Madame. Gede-toasten er så populær, at bliver den skiftet ud med noget andet, ja så kommer den på igen – folket bestemmer her.

Tip: Koldkrigsbunkeren Bunker 526 ligger under jorden og kan bookes af grupper.

BaneGaarden. Foto: Privat

Et wild card på det gamle DSB-terræn 10 minutter fra hovedbanen

Smut en tur ud ad Enghavevej til en perle af et skjult område, som engang var en del af det gamle DSB-baneterræn.

Denne lille jernbaneby er gemt mellem spor og en tunnel. BaneGaarden består af ni gamle forladte trælader, hvor DSB opbevarede træ. Nu er de blevet renoveret og bragt tilbage til fordums pragt blandt vilde haver med høns, bier og brombærkrat.

Her findes også Perron surdejsbageri, ugentlige langbordsmiddage, street food og restaurant i det gamle væksthus. Alt sammen økologisk. Stedet leder tankerne til en vild skove. Vildmarkstur på kanten af Vesterbro!

Frederiksberg Have. Foto: Privat

Frederiksberg Have med en smuttur i Det Kongelige Dansk Haveselskab

Er du i nærheden af Frederiksberg Runddel på vej ind i haven og ønsker en af de helt store gastronomiske og romantiske oplevelser både på tallerkenen og med fritsvævende krystaller, der glimter fra loftet. Mielcke & Hurtigkarl ligger midt i den eventyrlige Kongelige Danske Haveselskabs have, som kan dateres tilbage til 1830.

Jakob Mielcke er en af Danmarks dygtigste kokke, og nogen kender ham sikkert også som dommer i Masterchef. Mielcke har altid haft en kompromisløs teknik og er ikke bange for at tilføre sit køkken et tvist af det store udland i dette gourmet-tempel ved indgangen til Frederiksberg Have.

Det var for øvrigt her kongens jagtfalke engang blev fragtet ad Jagtvej på Nørrebro via Falkoner Allé (deraf de tre falke i byvåbnet) og her til haven.

Længere inde i haven, som frister med fantastisk udsigt fra Frederiksberg Slot med apistempel, grotte, legeplads og kinesisk pavillon ligger Fasangården med indgang fra selve haven eller Søndre Fasanvej, deraf navnet.

Har man sagt kongelig jagt, har man også sagt fasaner. Så naturligvis havde kongen dengang en fasanmester, som boede på den dertil indrettede fasangård skjult inde i parken.

Fasangården er på selv samme matrikel genopstået som en anden Fugl Føniks i vores allesammens allestedsnærværende frederiksbergborger Claus Meyers projekt med nyskabende versioner af klassiske retter. Her kommer du til at lære retter at kende, som du troede, du kendte.

Landbrughøjskolens Have – nyd blomster i fuld flor og kaffe i væksthuset

Ikke langt fra Frederiksberg Have ligger den oversete perle Landbrughøjskolens Have der blev grundlagt i 1858 samtidig med, at Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole blev bygget. I dag kaldes området Frederiksberg Campus og er en del af Københavns Universitet.

Midt imellem de smukke prydhaver og den lille dam findes Café Væksthuset i et gammelt drivhus, som indbyder til et kaffehvil mellem alle blomsterne.

Slut turen i haven af med en 20 minutters tur i en af de fem lystbåde i de små romantiske kanaler. Ring og bestil en tur på 24 23 50 66.

Tour de byens grønne oaser er slut for denne gang. Håber at blot én, eller måske flere, af mine otte forslag til byens grønne perler har fristet. Èn ting er i hvert fald sikkert. Maven bliver fuld lige meget hvilken oase der blev valgt.

Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien