MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Sommertur til Nordsjælland: 8 tips til en dag i Helsingør

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Thomas Rahbek, PR
Foto: Thomas Rahbek, PR

Vink farvel til København for en stund, og tag en tur nordpå, hvor sommeroplevelser og spændende steder venter.

MigogKbh har været på sommerudflugt for at gå på opdagelse i Helsingørs gader og stræder.

Her får du otte bud på, hvad du skal opleve på en dagstur til byen.

Der er både noget for børn og voksne samt noget for de shoppelystne, lækkersultne, arkitektur- og kulturinteresserede.

Foto: Thomas Rahbek

Kronborg

Har man sagt Helsingør, må man også sige Kronborg.

Renæssanceslottet med Holger Danske i kasematterne er Helsingørs vigtigste seværdighed, og her kan man sagtens få flere timer til at gå.

Man kan gå på opdagelse i de underjordiske gange, træde ind i den flotte festsal, og dykke ned i stedets historie.

Der er løbende forskellige aktiviteter for både børn og voksne på slottet, og lige nu kan du og familien se udstillingen ”Monster – stygge skabninger med store følelser”, som er skabt af Shane Brox

Se mere på kongeligeslotte.dk.

Hvad: Kronborg
Hvor: Kronborg 1B, Helsingør

Foto: Rasmus Hjortshøj

M/S Museet for Søfart

Tæt på Kronborg ligger M/S Museet for Søfart – et museum hvis arkitektur i sig selv er grund til at kigge forbi.

Bygningen ligger i en gammel tørdok fra 1955, og det er dygtige folk fra Bjarke Ingels Group, der er hjernerne bag.

Det kan bestemt også anbefales at kigge indenfor på museet, hvor man kan blive klog på søfartens historie – lige fra sømandslivet i gamle dage til moderne containerskibe og teknologi.

Ud over de faste udstillinger kan man løbende opleve forskellige midlertidige udstillinger. Lige nu kan du i udstillingen “Haenyeo – havets kvinder” stå ansigt til ansigt med 26 store portrætfotos af bomstærke dykkerkvinder.

M/S Museet for Søfart er meget børnevenligt, og ungerne kan boltre sig i et 400 m² stort maritimt univers.

Se mere på mfs.dk.

Hvad: M/S Museet for Søfart
Hvor: Ny Kronborgvej 1, Helsingør

Værftets Madmarked. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Værftets Madmarked

Når det er frokosttid, kan du med fordel træde ind i Værftets Madmarked, der sender tankerne tilbage til det hedengangne Copenhagen Street Food på Papirøen.

Her er sjove genbrugsmøbler i alverdens stilarter, masser af siddepladser og et bredt udvalg af gademad.

Prøv for eksempel en omgang syrisk tapas, gode sager fra havet eller en saftig burger.

Se mere på vaerftetsmadmarked.dk.

Hvad: Værftets Madmarked
Hvor: Ny Kronborgvej 2, Helsingør

Tibberup Høkeren i Helsingør. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Til de shoppelystne

Rundt omkring i Helsingørs gamle gader gemmer sig nogle hyggelige butikker til de shoppelystne.

En af dem er Tibberup Høkeren, der sender dig tilbage i tiden, mens du handler kvalitetsvarer til hjemmet eller klassiske beklædningsgenstande til garderoben.

Her er fokus på det gode håndværk, og forretningen er for dem, der gerne betaler lidt mere for at få noget særligt med hjem. På hylderne finder du alt lige fra sæbe og sommerhatte til træolie og støvkoste.

Er man på udkig efter fine ting til de små, kan man besøge Bissen og Bassen, der både har kendte mærker som Konges Sløjd og MarMar samt tøj af indehaverens eget design på stativerne.

Trænger hjemmet til at blive piftet lidt op, skal man søge mod baggården i Bjergegade, hvor Igen i Brug ligger. Forretningen rummer både vintage-interiør og håndlavede lampeskærme.

Hvad: Shopping
Hvor: Stengade og de omkringliggende gader

Brostræde Is

Helsingør har en isbutik med næsten 100 år på bagen, og her kan man tage en pause fra sightseeing og shopping.

Navnet er Brostræde Is, og lækkersultne folk har strømmet hertil på varme sommerdage siden 1922 – måske på grund af de hjemmelavede vafler, men nok også for den gode is, som i dag leveres af Hansens Is.

Hvad: Brostræde Is
Hvor: Brostræde 2G st., Helsingør

Foto: PR

Kulturværftet

Når man skal besøge Helsingør, er det altid en god ide at undersøge hjemmefra, om der foregår noget spændende på Kulturværftet.

Det moderne kulturhus ved vandet huser nemlig både en scene og et udstillingsrum, og her foregår ofte spændende ting som festivaler, koncerter og kunstarrangementer.

Se mere på kuto.dk.

Hvad: Kulturværftet
Hvor: Allegade 2, Helsingør

Øresundsakvariet

Nord for Kronborg ligger et lille saltvandsakvarium, hvor man kan klappe fladfisk og hilse på hajer.

Øresundsakvariet er værd at besøge, hvis man er i selskab med nysgerrige børn, for her kan man spørge løs og blive klog på i og omkring vandet.

Her arrangeres endda safariture på Øresund, hvor man kan opleve både fugle og fisk.

Der er også et vandlaboratorium, hvor man kan komme helt tæt på Øresunds unikke fiske- og dyreliv.

Hvad: Øresundsakvariet
Hvor: Strandpromenaden 5, Helsingør

Foto: PR, Danmarks Tekniske Museum

Danmarks Tekniske Museum

På Danmarks Tekniske Museum kan man i den grad også få lov at være nysgerrig.

Se blandt andet Andreas Mogensens fascinerende rumkapsel, der sendte ham ud i rummet som den første dansker nogensinde.

Eller hvad med at gå ombord på en historisk flyvemaskine?

Museet har en enestående samling af biler og fly, som emmer af historie og nostalgi, og her er masser af underholdning for store og små maskinentusiaster.

Se mere på tekniskmuseum.dk.

Hvad: Danmarks Tekniske Museum
Hvor: Fabriksvej 25, Helsingør

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien