Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Pinse i København: 10 fede ting du kan lave i weekenden

Af Mathilde Mågård Hansen
Bloom. Foto: Malthe Folke Ivarsson
Bloom. Foto: Malthe Folke Ivarsson

Pinsen står for døren, og denne uges weekendguide bliver derfor en udvidet udgave af slagsen.

Vi guider til sjove oplevelser for både store og små.

God pinse!

Foto: PR, Hjem & Haveliv

Havemesse i Haveselskabets Have

At skabe grønne uderum er et hit både i og uden for byen, og mange danskere kan ikke få nok af at gøre deres haver, altaner og hjem endnu skønnere.

Hører du til dem, der elsker at omgive sig med grønne planter, lækkert interiør og skabe udendørs fællesskaber?

Så kan du godt begynde at glæde dig til en inspirerende begivenhed, der om lidt vender tilbage for at fylde en smuk have med et væld af spændende boder i tre dage.

Messen hedder Hjem & Haveliv, og som den perfekte start på sommeren slås portene op til Haveselskabets Have, når mere end 100 udstillere står klar med boder under åben himmel og i Brøndsalens charmerende lokaler.

Hos de mange udstillere er der masser af inspiration at hente, lige meget om du har planer om at skabe din egen grønne storby-oase, eller om du blot er på udkig efter gaver eller lidt at pifte boligen op med.

Du kan blandt andet få gode tips til hjemmet, haven og altankassen, og du kan shoppe alverdens mode- og designvarer, smykker, brugskunst, antikviteter og meget mere.

Der vil også være rig mulighed for at få lækkerier med hjem, da flere af boderne byder på delikatesser og andre produkter fra gastronomiens verden.

Entrébilletter koster 110 kroner i forsalg og 125 kroner ved indgangen. Prisen for børnebilletter er henholdsvis 40 kroner og 50 kroner.

Køb billet HER og se hele programmet HER.

Hvad: Hjem & Haveliv
Hvor: Haveselskabets Have,  Frederiksberg Runddel 1, Frederiksberg
Hvornår: Fredag 26. maj kl. 12-19, lørdag 27. maj kl. 10-17 og søndag 28. maj kl. 10-16

PR-foto: Royal Run

Royal Run

Mandag den 29. maj er der igen Royal Run i København og på Frederiksberg.

Indtag en plads langs ruten og hep på de glade motionister.

Som deltager kommer du til at opleve mange af byens ikoniske seværdigheder og nogle af de smukkeste steder, som København og Frederiksberg har at byde på.

Ruterne går fra 1,6-10 km., og undervejs på ruten vil der være musik, god stemning og underholdning.

Læs mere her.

Hvad: Royal Run
Hvor: København og Frederiksberg
Hvornår: Mandag d. 29. maj (2. pinsedag)

Foto: Klampenborg Galopbane.

Gentlemen’s Championship Day på Klampenborg Galopbane

En forårsdag med mænd i deres stiveste puds, kvinder med fine forårshatte og rosé i glasset – lyder det ikke som den helt perfekte lørdag?

Det kan du glæde dig til, når Klampenborg Galopbane inviterer til Gentlemen’s Championship Day, som er en af de farverige dage på galopbanen.

Eventet finder sted på lørdag den 27. maj klokken 12.45.

En helt perfekt anledning til at finde dit mest elegante tøj frem fra skabet og opleve væddeløbssporten på Nordens smukkeste galopbane.

På Gentlemen’s Championship Day er mændene, som navnet antyder, i fokus. Dagen er nemlig en pendant til den populære Damernes Dag, som finder sted i september.

Og der er god grund til at pudse skoene og stryge skjorten, for der vil nemlig være kåring af Best Dressed Gentleman.

Udover velklædte gæster, kolde drikkevarer og forhåbentligt skønt forårsvejr, byder dagen selvfølgelig på hestevæddeløb.

Du kan læse mere om eventet og købe billetter her.

Hvad: Gentlemen’s Championship Day
Hvor: Klampenborg Galopbane, Klampenborgvej 52, 2930 Klampenborg
Hvornår: Lørdag den 27. maj klokken 12.45.

Foto PR/Facebook

Loppemarked på Saxogade

På lørdag er der loppemarked på Saxogade på Vesterbro.

Det er uden tilmelding og først til mølle.

Hvis du vil være med, så møder du bare op med et tæppe, bord eller lign. og finder en god plads i Saxogade mellem Istedgade og Litauens Plads.

Børn er også meget velkomne.

Åbningstiderne er fra kl. 10-15, og der er gratis entré.

Hvad: Loppemarked i Saxogade
Hvor: Saxogade, Vesterbro
Hvornår: Lørdag d. 27. maj fra kl. 10-15

Gasoline Grill. Foto: PR

Københavns Burgerfest

København får sin første burgerfest i weekenden den 26.-27. maj, når 7UP omdanner Den Grønne Kødby på Vesterbro til et mekka af burgere, musik, talks og karakteristiske drinks i tæt samarbejde med velkendte burgerentusiaster. 

Der er lagt i burgerbakken til en burgeroplevelse udover det sædvanlige, når blandt andre Gasoline Grill, Poulette, Henrik Jyrk og Holy Smoke BBQ rykker ind med pop up-telte.

Nysgerrige og sultne gæster kan se frem til en bred palette af klassiske, grønne og eksperimenterende burgere skabt specielt til begivenheden. 

Københavns Burgerfest er en madfestival skabt som en hyldest til det ikoniske food design: burgeren. 

Hos 7UP mener man, at en gastroburger smager bedst med en kold 7UP Zero Sugar, og derfor serveres alle burgere til Københavns Burgerfest som combos inklusive en 7UP Zero Sugar. 

Burger-poletter til 85 kr. forhandles i 7UP-bilen ved indgangen til Den Grønne Kødby samt i barerne på festivalpladsen. Poletterne indløses til burgere i de respektive pop up-telte.

Hvad: Københavns Burgerfest
Hvor: Den Grønne Kødby, Slagtehusgade, København V
Hvornår: Fredag 26. maj fra kl. 16-22 og lørdag 27. maj fra kl. 12-22

Foto: Malthe Folke Ivarsson

Bloom Festival

Søndermarken lægger græs til en gratis festival fra 26. til 28. maj.

Navnet er Bloom, og forårsfestivalen skiller sig ud ved at have fokus på videnskab og natur samt hylde de største stjerner fra forskningens verden.

Selv om nogle af festivalens temaer lyder tunge, er Bloom ikke kun for voksne.

Du kan sagtens tage hele familien med, for blandt andre ZOO, Statens Naturhistoriske Museum, Copenhagen Contemporary og naturvejlederne på Frederiksberg er blandt festivalens samarbejdspartnere, så der er rig mulighed for at lege, lære og blive klogere – lige meget om man er stor eller lille.

Det er syvende gang, Bloom finder sted, og igen i år forventes 12.000 gæster at lægge vejen forbi.

På Bloom kan du spise de hæderkronede burgere fra Gasoline Grill, friske østers fra Pink Oyster, saftigt bagværk fra Lille Bakery eller en forårsmenu ud over det sædvanlige fra pop-up-restauranten Birkemosegaard x Kiosken på Odden.

Rosforth & Rosforth serverer naturvin, Folk brygger en kombucha inspireret af Søndermarken, og nordisk cider strømmer fra Æblerov.

Der er fri entré til Bloom alle dage.

Læs mere om festivalen og se program samt line-up her.

Hvad: Bloom Festival
Hvor: Søndermarken, Frederiksberg
Hvornår: 26. til 28. maj 2023

Den røde plads. Foto: Unsplash

Loppemarked på Den Røde Plads

Den Røde Plads er et populært sted at hænge ud på Nørrebro, og snart lægger de også asfalt til et af byens velbesøgte loppemarkeder.

Fra slutningen af maj og en gang om måneden frem til september rykker LoppeLindas Markeder nemlig ind på pladsen foran biblioteket.

Første gang er på lørdag d. 27. maj.

Her sælger private københavnere ud af klædeskabe og kælderrum, så det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan finde.

Markedet er åbent fra kl. 10-15, og der er gratis entré.

Hvad: Loppemarked på Den Røde Plads
Hvor: Den Røde Plads, Nørrebrogade 210, 2200 København N
Hvornår: Den 27. maj fra kl. 10-15

Statens Museum for Kunst. Foto PR

SMK Fridays

Drinks, kunst og chill-out oven på en veloverstået arbejdsuge er hovedingredienserne i Statens Museum for Kunsts populære koncept SMK Fridays.

De cool fredagsbar-events har i flere år tiltrukket mange københavnere, og nu er det blevet tid til endnu en udgave.

Fredag 26. maj kan du hænge ud på det enorme kunstmuseum efter lukketid og lade dig underholde af både kunstnere og forskellige eksperter, mens du slubrer drinks og bliver klog på kunst.

I løbet af eftermiddagen og aftenen kan man opleve performance art samt en række ekspert- og artist-talks, og man kan prøve et kreativt værksted.

Hele aftenen kan du gå på opdagelse i den nye udstilling, ‘Barok – Ud af mørket’, der fortæller den sprudlende historie om udviklingen af europæisk kunst i en tid præget af vilde filosoffer, videnskab, alkymi, død, heksejagt, religiøse kampe og politiske passioner.

En udstilling fyldt med drama og draperinger, teater og trediveårskrig, sanselighed og stærke følelse.

Mellem de forskellige events og aktiviteter kan der købes mad, drinks og andre forfriskninger i baren.

Arrangementet begynder klokken 16 og slutter klokken 22, og der er gratis adgang.

Hvad: SMK Fridays
Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, København K
Hvornår: Fredag 26. maj 2023 kl. 16-22

Foto: PR

Københavns karneval

Lige om lidt kan du igen høre sambarytmer i byens gader og se et farvestrålende optog danse ned ad Strøget fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen.

Siden 1982 har pinse været lig med karneval i København, og i år er selvfølgelig ingen undtagelse.

Københavns karneval begynder denne gang 26. maj og varer til og med 28. maj.

Traditionen tro vil det tiltrække tusindvis af mennesker, og især den store parade er værd at opleve.

Du kan se frem til farvefest, dans og sambarytmer, når paraden spreder god stemning i gaderne lørdag 27. maj, og der er god grund til at tage plads langs ruten for at se de flotte outfits og dansetrin samt høre musikken.

Klokken 10 danser det traditionsrige optog af sted fra Kongens Nytorv, og flere hundrede mennesker fra både Danmark og udlandet forventes at deltage i paraden, som rammer Rådhuspladsen kl. 14.

Der er rig mulighed for at se og høre det dansende optog, hvis man tager plads langs ruten, og både børn og voksne er velkomne.

Hvad: Københavns karneval
Hvor: Parade på Kongens Nytorv, Strøget og Rådhuspladsen samt fest på Enghave Plads
Hvornår: 26. til 28. juni 2023

Foto: Timm Vladimirs Køkken, PR

Timm Vladimirs Køkken holder loppemarked

Trænger du til at få opgraderet dit køkkengrej?

Det er der rig mulighed for om lidt, når en af byens kendte kokke holder loppemarked.

Timm Vladimir, som er kendt fra blandt andet “Den store bagedyst” og står bag madkurser og events i Timm Vladimirs Køkken, sælger ud af ting og sager til madlavning.

Han og kollegerne på madskolen i Valby har fået helt nyt køkkenudstyr, og derfor sælges der ud af det gamle.

Det sker 28. og 29. maj fra klokken 10 til 16 på adressen Raffinaderivej 10F på Amager.

På loppemarkedet kan du finde både kokkeknive, service, cocktailudstyr, kopper, porcelæn, potter, pander og meget mere.

Priserne ligger mellem 5 og 500 kroner, så du kan være heldig at gøre et kup.

Hvad: Timm Vladimirs Køkken holder loppemarked
Hvor: Raffinaderivej 10F, København S
Hvornår: 28. og 29. maj 2023, kl. 10-16 begge dage

Del artikel

Andre læser også