Håndboldhelte med F16-eskorte: Nu lander verdensmestrene i København
Når de danske håndboldherrer lander i Københavns Lufthavn klokken 16.25 mandag eftermiddag, står der ikke hundredvis af hujende fans klar i ankomsthallen.
Corona-situationen gør nemlig, at kun nogle få personer fra Dansk Håndbold Forbund samt journalister får lov til at tage imod verdensmestrene, mens der ikke vil være adgang for håndboldfans.
Det fortæller generalsekretæren i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, til B.T.
Københavns Politi har givet samme melding på Twitter, hvor de skriver:
“Vi glæder os til at sige tillykke til vores nykårede håndboldverdensmestre, når de lander på dansk jord senere i dag. Desværre vil der pga den alvorlige situation med smitte ikke være adgang for fans i ankomsthallen, men kun for rejsende og ansatte.”
Ledsages af F16-fly
Morten Stig Christensen fortæller dog til B.T., at corona-virussen ikke får lov at ændre på alle traditionerne.
Det betyder, at håndboldherrernes fly får selskab af et par F16-fly på vej mod Københavns Lufthavn.
Dette bekræftes af forsvaret, som skriver følgende på Twitter:
“Tillykke med VM-sejren til håndboldherrerne! Som hyldest planlægger @forsvaretdk i eftermiddag at sende to F-16 kampfly i luften for at følge de danske drenge det sidste stykke hjem.”
De danske håndboldherrer sikrede sig VM-guldmedaljerne med en finalesejr på 26-24 over Sverige søndag aften.