Helsingør: Maritim historie, street food, Afternoon Tea og arkitektur i verdensklasse

Færgebyen tæt på Sverige er fyldt med maritim historie og attraktioner i verdensklasse. Bland det med street food i et gammelt værft, hemmeligt museum på havnen med udsigt til Kronborg og overnat på badehotel med et dyp i helt ny swimmingpool.
MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. I dag rådgiver i turisme, presse og gastronomi.
Du kan læse flere af hans guides til København og resten af landet her.
Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til oplevelser nord for hovedstaden og kun 45-50 minutter med Kystbanen eller i egen bil, ja så er det en rigtig gammel købstad med masser af maritim historie, der venter ved sundet.
Og så er spørgsmålet – vågner nationalhelten og sagnfiguren Holger Danske op i kasematterne under Kronborg?

Fællesspisning i Toldkammeret – lokalhistoriske museer med smæk på den maritime historie
Jeg sidder her i Kystbanetoget på vej fra København mod Helsingør og glæder mig til endnu et besøg i Danmarks vel nok mest kendte maritime købstad.
Kong Erik af Pommeren indførte Øresundstolden for skibe, der passerede Helsingør i tiden fra 1429 til 1857 og finansierede bl.a. landets pragtbygninger, vi i dag kender fra Christian d. 4’s regeringstid.
Så hvad er mere passende efter at have forladt den imponerende slots-agtige banegård end at besøge Toldkammeret på Havnepladsen overfor? Her er et utal af koncerter, byens teater, artlab og den legendariske Helsingør Pigegarde. Er du blevet sulten, ja så står Spisekammeret klar med fællesspisning på hverdage og i forbindelse med koncerter og events i det historiske hus.
I forlængelse af Toldkammeret er det tid til at opleve den maritime historie, som byen altid har været så kendt for.
Tre lokalhistoriske museer er samlet i byen, og vi starter med det lille, men meget spændende, Skibsklarerergaarden, lige ved Toldkammeret. Museet er Danmarks bedst bevarede købmands- og skibsklarerergård fra tiden med sundtold.
Træd ind i en anden tid – huset er fra det 16. århundrede og står uforandret siden 1780’erne. Oplev butikslokale, skipperstue til de mange sømænd der lagde vejen forbi, og skibsklarererboligen på første salen – højt hævet over pøblen.

Videre går turen til Helsingør Bymuseum, nu beliggende på Kulturværftet. Der er skiftende udstillinger, men museets kronjuvel er Helsingør Bymodel.
Glæd dig til at gense den fine bymodel anno 1801 i løbet af foråret. Den har været til konservering hos konservatorer på Kronborg – find den på anden etage. Elsker bymodeller, hvor udviklingen tydeligt kan ses.
I de samme historiske og industrielle bygninger på havnen ligger Værftsmuseet, som er en hyldest til 100 års historie med Helsingør Skibsværft, der i den periode var byens største arbejdsplads.
Udstillingerne er i de originale lokaler, som husede kontrolkontoret og garagen. Prøv forskelligt værktøj og se mange af de skibe der blev bygget her i modelstørrelse. I ferier kan der bygges skibe med Lego eller farvelægges skibstegninger af skibe bygget her på matriklen.
Sidst, men ikke mindst, er både bestyrelseslokalet, som er rekonstrueret og direktør H. P. Christensens skrivebord fra 1960’erne udstillet med fotos af direktørerne gennem tiden – ja skulle der være en lille værfts- direktør eller arbejder i maven på dig, så er dette stedet.
Er du blevet sulten, ja så er det bare om at sætte sig til rette med udsigt til havnen her på Kulturværftet og nyde en salat, smørrebrød, kage og kaffe eller en brunch i Spisehuset.
Udforsk gerne huset efter du har haft et hvil – oplev forestillinger, koncerter, benyt det store bibliotek og læs dagens avis før de verdenskendte naboer Kronborg og M/S Museet for Søfart besøges.

Havfruens storebror HAN:
Den blankpolerede skulptur Han fra 2012 af kunstnerduoen Elmgreen & Dragset er et vartegn for kulturområdet omkring Kulturværftet, og ligger som en kulisse bag den to meter høje havmand.
Tag et godt billede med skulpturen ,der genspejler de omliggende skibe og Kronborg bagved. Stå et øjeblik og vent på at hans øje blinker til dig – måske er du den udvalgte.

Søfartsmuseum i arkitekturens verdensklasse og kæmpe skibshal med street food som nabo
M/S Museet for Søfart er skabt i en gammel tørdok mellem Kulturværftet og Kronborg Slot. Tag en tur på de syv verdenshave på det internationalt prisbelønnede museum i omgivelser og lokaler, der simpelthen betager.
Der er oplevelser for alle aldre og lige nu er særudstillingen ”Søfarer – 400 års danmarkshistorie” på plakaten, og som direktøren på M/S Museet for Søfart Anni Mogensen udtaler: “På M/S fortæller vi om fortiden, men også for at vi kan lære af den og finde nye veje i fremtiden”.
Er du blevet sulten af al den maritime viden, ja så står M/S Café klar med fiskeretter – meget apropos søfart, men også smørrebrød og når du spiser her, så støtter du museets drift, forskning og formidling. Efter frokosten er det tid til shopping i M/S Shop – min top 3 når det gælder museumsbutikker i kongeriget – prisvindende så klart.
Museet er simpelthen et af mine helt store favoritter i Danmark, ikke blot er deres udstillinger enormt kreative og spændende, men også selve byggeriet, som arkitekt Bjarke Ingels har vundet priser for, er i international særklasse. Touché!
Sejltur fra Kulturværftet med Veteranskibet S/S Bjørn
Veteranskibet S/S Bjørn var i mange år trofast isbryder og bugserbåd. Skibet repræsenterer en 100-årig epoke i dansk skibsfarts– og værftshistorie og ligger til kaj ud for kulturværftet – check hjemmesiden for en sejltur.

Skal udvalget af madretter peppes lidt op med retter fra de syv verdenshave, ja så er Værftets Madmarked klar med 15 madboder med smage fra Marokko, Indien, Grækenland, Argentina, Japan, Mexico, Syrien, Italien og fra et lille land med nogle af verdens største søfartstraditioner, nemlig Danmark.
Jeg er ikke verdens største street food fan, men jeg må give Værftets Madmarked en stor cadeau – højt til loftet, masser af plads med borde og endda sofagrupper, charmerende shabby chic stil og altid tørvejr.

Kronborg – UNESCO verdensarv på Prince of Denmarks slot
Nu er det tid til Danmarks vel nok mest kendte slot – nemlig UNESCO verdensarv Kronborg Slot.
”To be, or not to be, that is the question” William Shakespeare henlagde handlingen til Hamlet – Prince of Denmark her, selv om han aldrig havde været i Danmark!
Det er også slottet, hvor Christian d. 4. løb rundt som barn, og senere som konge opkrævende den berygtede Øresundstold for skibe, der passerede, og gjorde Danmark så rig. Kælderen er hjemsted for den enorme statue og sagnfigur Holger Danske, som vågner op, hvis Danmark bliver truet…
Prøv for øvrigt stedets Afternoon Tea på Kronborg i Frederik d. 5’s Parolesalen med interiør fra 1700-tallet – book her.
Nåede du ikke ind på selve slottet, så indtag kaffen på Strandvejsristeriet ved foden af Kronborg.
Få kaffetørsten stillet med en gåtur omkring det historiske slot, hvis søbatterier kan besøges fra solopgang til solnedgang. Når du er i området så slå lige vejen forbi Kronborg Molen og se skulpturen Herakles og Hydraen af Rudolph Tegner – genial kunst på havnen.

Den Danske Riviera: Strandhotel med Afternoon Tea og 20 minutters sejltur til prisvenlige Sverige
Turen går nu ud mod kysten – eller som de siger på disse kanter ”Den Danske Riviera” – for en overnatning eller et måltid, hvor Danmarks største badehotel holder til på stranden. Kan et badehotel blive for stort?
Ja, det kan det, og det er meget stort, men lige så snart man er indenfor på Marienlyst Strandhotel og træder ud på sin balkon med udsigt til både Kattegat, Øresund, Sverige og den skønne sandstrand, føles hotellet helt intimt.
Spaen er unik og blandt Danmarks nyeste. Hele året rundt har strandspaen 37 grader, og her på kanten af sandstranden er der et unikt kig til Kronborg Slot. Kom her i skumringen og svøm rundt, når de tænder lysene på slottet i det fjerne.
Det nyeste tiltag er et stor pool-område tæt på hovedindgangen. Væk fra stranden men til gengæld med sol hele dagen – området også kaldet pool-terrassen har barområde, når du er træt af havet. Føl dig hensat til Miami eller Milano mens du sipper en drink.
Hotellet råder over tre restauranter, et casino, to barer og et væld af aktiviteter på stranden, så som petanque og beachvolley. Min favoritrestaurant er klart 1861 med borde nærmest helt ude på stranden bag vinduerne i Jørn Utzons designede pavilloner.
Her smelter det nordiske og franske sammen, som Kattegat og Øresund udenfor, om du vælger tasting menu, á la carte eller veggie-menuen. Jeg kommer dog tidligere og mens mit værelse bliver klart går jeg ombord i 1861s Afternoon Tea – med udsigt.
Hotellets Vinbutik- og Bar Compagnie des Artistes besøges før middagen i én af de tre restauranter og her er et flot udvalg af vin, champagne, snacks og endda vinsmagning.
Næste morgen, før eller efter morgenmaden, er det tid til en tur i Marienlyst Spa med rent ud sagt et hav af muligheder ud til havet og strandspaen med dens to saunaer helt ud i sandet og med lejlighedsvis saunagus.
Prøv også infinity poolen med panoramaudsigt over havet, Kronborg Slot og Sverige som baggrundskulisse. Spaens kronjuvel er dog det 1.600 m2 store spaområde med bl.a. opvarmet pool, panoramasauna, saltterapi, pejsetue, café og behandlerrum.
Når du efter et godt varmt ophold i spaen eller i solen på stranden har brug for lidt køligere priser til shoppeturen end de danske, ja så tage færgen til Sverige og spar over 30 procent på indkøb.
Snup en tur med passager- og cykelfærgen Sundbusserne eller bilfærgen Øresundslinjen.
Sid udenfor på begge færger og lad Kronborg passere forbi, før det svenske broderfolk lokker med gode priser og kæmpe rejemadder. Læs mere i mine to guider De bedste sommer-getaways i Skåne og på Kullen og Rejs rundt om Øresund.
En tur på bodega – to gamle øl-kendinge
Axel Ølbar på Axeltorvet, ikke langt fra det moderne køkken hos asiatiske Restaurant Ø – vi er jo i en havneby med vandveje til hele verden – ligger perfekt på torvet, og jeg tager straks plads ved de høje borde med levende stearinlys og bestiller fra det store ølkort.
Holger Danske Bar på vej mod stationen og overfor det gamle rådhus er opkaldt efter sagnhelten under Kronborg, og lige som Holger Danske i slottets kasematter, så er baren af samme navn under byens brosten. Gå under jorden og drink en kulsort Wiibroe porter – byens ølvaremærke og nyd en aften med lejlighedsvis live musik eller oversku lokalet fra barens høje stole.
Helsingør tur-retur er ved at være færdig, og jeg vil inderligt håbe, at mange vil finde vej til denne perle af en købstad ved Øresund med evt. en smuttur prisvenlige Sverige.
Så mens vi venter på en forhåbentligt kommende Europæisk Kulturhovedstad ”Elsinore 2032” og byens 600 års købstadsjubilæum samme år, ja så er det om at hoppe på Kystbanetoget nordpå – ”Næste station Helsingør – toget kører ikke længere”.
Læs mere om Helsingør her.
Oplevelseskortet Copenhagen Card på telefonen giver fri transport med tog til Helsingør og lokal- bus og bane rundt i området og gratis adgang til Kronborg Slot, M/S Museet for Søfart, Øresundsakvariet og Teknisk Museum foruden de mange steder i og udenfor København i den 24 timers udgave, jeg har købt.
Smuttur til svenske Helsingborg: Overfartstiden er 20 minutter med passager- og cykelfærgen Sundbusserne og bilfærgen Øresundslinjen.
Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration.