Helt vildt: Københavnsk restaurant får Michelinstjerne som den hurtigste nogensinde

Mange rekorder er fede at slå.
Men at få en Michelinstjerne som den hurtigste nogensinde kan også noget.
Det er lige præcis hvad, der er sket for Restaurant Udtryk i Indre By, København.
De har nemlig her til aften fået deres første Michelinstjerne efter kun at have haft åbent i knap seks uger.

Unikt for København
Køkkenchef på Restaurant Udtryk er Edward Lee, der er kendt fra sit arbejde på restauranterne Jordnær og Gaijin.
Sammen med CEO og ejer af Norrlyst koncernen, Bjarke Just Nielsen, samt restaurantchef og kæreste, Regitze Maria Jensen, har han skabt et omakase-koncept uden dogmer, som tilbyder gæsterne en menu, der ikke kan sammenlignes med andre steder i København.
Menuen tager nemlig inspiration både fra det japanske og nordiske køkken, hvor fundamentet af hver servering består af smag og tekstur kombineret med friske lokale råvarer.
Læs også: Hele listen: Her er de københavnske Michelin-stjerner 2025 Omakase betyder ‘Jeg overlader det til dig’, og derfor kan gæsterne roligt overgive sig til kokken og slappe af.
En 18-retters menu på Udtryk koster 1.650 kr. og kan godt variere efter dagens udvalg af råvarer.
“Udtryk vil være en samling af ting, som jeg har lært og elsket gennem mit liv og min karriere. F.eks. kantonesiske og japanske smage sammen med finessen fra franske teknikker.
Udtryk er skabt af kærlighed, og ikke nødvendighed,” fortalte Edward Lee i en pressemeddelelse kort før åbningen.

Store ambtioner
Restaurant Udtryk skal repræsentere en kulinarisk rejse, hvor der ikke findes dogmer, og hvor kreativitet og åbenhed er i centrum.
Med nysgerrighed, friske råvarer og smag som fundament stræber chefkok, Edward Lee, efter at præsentere retter, der ikke blot er lækre – men også skarpe i deres koncepter.
”Vores ambitioner er ekstreme høje og vores gæster vil altid være de ultimative dommere.
At lave mad for andre giver mig den største glæde og det at sørge for at hver enkelt gæst føler sig tilfreds, glad og taget hånd om, er mit mål,” udtalte Edward Lee inden restauranten åbnede, og mon ikke at de ambitioner er nået nu.