Plads til koncerter og events: Her åbner nyt kulturhus i København
Tidligere på ugen blev der holdt rejsegilde i Nordhavn.
Her er et nyt kulturhus nemlig ved at tage form.
Ifølge By & Havn bliver kulturhuset Nordhus, som kommer til at ligge i Århusgadekvarteret, et nyt hjem for kulturoplevelser, og her skal unge mennesker skabe aktiviteterne.
Planen er, at 30 unge kulturskabere på 18-25 år skal rykke ind i det nye kulturhus for at skabe kultur og oplevelser samt udvikle deres iværksætterevner.
Bygningen opføres i seks etager og skal fra åbningen danne rammen om blandt andet koncerter, fællesspisning og kreative aktiviteter for lokale københavnere.
Skal skabe gode kulturoplevelser
Nederst i Nordhus vil man kunne finde stedets scene samt et spisehus, et podcaststudie og kreative værksteder, og det er også her, der vil være plads til afholdelse af forskellige arrangementer.
De tre øvrige etager indtages af de unge kulturskabere, som bor i huset i 12 måneder, hvilket gør stedet til en slags hybrid mellem højskole og kollegiebolig.
“Nordhus støtter unge mennesker i at slippe skabertrangen fri i fællesskabet med henblik på at styrke deres selvværd og øge deres iværksætterlyst samtidig med at de skaber gode kulturoplevelser for naboer og for gæster fra nær og fjern,” siger Felicia Nørgaard, Stifter af Nordhus, og fortsætter:
“Mange unge mennesker har lyst til at forandre og udvikle sammen, men der er også mange, der mister modet undervejs, eller er bange for at fejle. Det griber vi fat i med projektet.”
Kulturhuset Nordhus forventes at åbne i løbet af 2024.