Guide: Her er 6 af bedste caféer i Indre København
Indre By, København K, City.
Byens børn har mange titler til hovedstadens historiske og pulserende bykerne, men du må for guds skyld ikke kalde den for Midtbyen.
Sådan en findes kun i Aarhus og Aalborg.
Indre København bugner af skønne caféer, og det er sin sag at vælge de fem bedste ud.
MigogKbh gør forsøget med en palet, der spænder lige fra de kulturlækre over de litterære til de brætspilsglade af slagsen.
Lido
I sommer åbnede folkene bag Apotek 57 en ny café blot et stenkast fra BLOX og Lille Langebro.
Indenfor er der fint med siddepladser, men du kan og sidde udenfor og nyde din morgenkaffe i god ro og mag.
For selvom du befinder dig midt inde i København, er her dejligt roligt.
Kaffen får de fra Aarhusianske La Cabra, men al mad laver de selv.
På menuen finder du bl.a. den populære ‘morgenmads platte’ bestående af en surdejsbolle med ost, pisket smør og et blødkogt æg, citronkage og crepes.
Alt bagt fra bunden og her på stedet.
Find Lido her.
Hvad: Lido
Hvor: Vester Voldgade 104, 1552 København K
Kafeteria
Frederik Bille Brahe er ikke en helt almindelig kok.
Han er manden bag cafékulturens københavnske genkomst.
Det startede med Instagramvenlige avocadomadder på Atélier September i Gothersgade, og fortsatte med grønne retter og naturvin hos Apollo på Kunsthal Charlottenborg.
På det imponerende Statens Museum for Kunst har han også en café – nemlig Kafeteria, som byder både kunst- og kaffeinteresserede på hyggestunder i højloftede, lyse og æstetisk indbydende omgivelser.
Du behøver ikke at løse billet til SMK for at gæste Kafeteria.
Find Kafeteria her.
Hvad: Kafeteria
Hvor: Statens Museum for Kunst 48-50, Sølvgade, 1350 København K
The Union Kitchen
Mens resten af menneskemængden søger ned langs Nyhavns farvestrålende facader, skvulpende master og prispumpede turistfælder, drejer du velvidende og hurtigst muligt af i Store Strandstræde for at spise sammen med ‘the cool kids’ på The Union Kitchen.
The Union Kitchen har åbent både til morgen og frokost, og her er ofte mange mennesker, så bestil gerne bord i forvejen – særligt til morgenmad.
Du genkender dem måske også som stedet med ‘den sjove kaffe’, der bestemt heller ikke er dårlig.
Find The Union Kitchen her.
Hvad: The Union Kitchen
Hvor: Store Strandstræde 21, 1255 København K
Paludan Bogcafé
De fleste travle storbymennesker drømmer om at fordybe sig i en god bog, men kan sjældent finde tiden til det.
Løsningen ligger ligefor: Indtag frokosten og kaffen totalt omgivet af bøger i stedet.
Det kan du gøre hos caféklassikeren Paludan i Fiolstræde.
Her er der dømt skønlitteratur fra gulv til loft og spisepladser i flere etager og afdelinger.
Du bestiller og afhenter selv både mad og drikke i baren, og så finder du en plads i den imponerende store boghandlercafé.
Paludan er en favorit blandt byens studerende, der ofte holder læsegrupper med ansigterne badet i lyset fra deres matchende Macbooks.
Men så kan du jo selv være nyskabende på den gammeldags måde, og hive en god bog af skiveskåret træ ned fra hylderne.
Find Paludan Bogcafé her.
Hvad: Paludan Bogcafé
Hvor: Fiolstræde 10, 1171 København K
Bastard Café
Det er få steder i København, man går ud med fare for at blive slået hjem.
Bastard Café er lige præcis sådan et sted.
Hos hovedstadens første fuldblods brætspilscafé, kan du krydre kaffen, toasten og småkagerne med Ludo, Settlers, Skak, Risk og ALT derimellem. Det lyder nørdet, og det er det helt bestemt.
På den bedst tænkelige måde. Bastard har på få år opnået kultstatus, og derfor kan det være en god idé at reservere plads på forhånd.
Skulle du alligevel blive mødt med ventetid, kan du udforske resten af det omkringliggende kreativitetskompleks komplet med egen biograf, Huset KBH, som caféen ligger i.
Find Bastard Café her.
Hvad: Bastard Café
Hvor: Rådhusstræde 13, 1466 København K
The Living Room
Hos The Living Room er det lige som at være hjemme i nogens dagligstue. Vitterligt.
I hvert fald hvis de har masser af bløde møbler.
The Living Room ligger centralt i pisserenden – eller Latinerkvarteret om man vil – og er et skønt sted at trække ind, når du har brug for en pause fra byens stress og jag.
De serverer både kaffe, juice, lettere frokostanretninger og drinks, så du kan faktisk komme her i løbet af hele dagen, hvis du har lyst.
Find The Living Room her.
Hvad: The Living Room
Hvor: Larsbjørnsstræde 17, 1454 København K