Stor guide: Her er alle de bedste bagerier i København
Hvem kan ikke godt spise en croissant og en lækker surdejsbolle med ost?
København er fyldt med gode bagerier, og vi har udpeget de bedste af dem.
God jagt!

Juno the Bakery
Juno på Østerbro er meget vel Københavns mest kendte og ét af de mest populære bagerier, og det er skam også velfortjent.
Køen kan godt være lang (så er du advaret), men deres bagværk er al ventetiden værd.
Især deres croissanter og deres kardemommesnurrer skal du smage.
Ejeren Emil Glaser har en fortid på legendariske Noma, og tilgangen til bagehåndværket er da også på et himmelhøjt niveau her i Århusgade.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Juno the Bakery
Hvor: Århusgade 48, 2100 København Ø

Hart Bageri
Det hypede Frederiksberg-bageri ledt an af den amerikanske bageekspert, Richard Hart, har ligesom Juno taget Københavns bagværk til nye højder.
Nu har de udvidet og har hele 12 lokationer.
Her kommer kardemomme ikke i en snurrer men i en croissant, der i første opgang opstod ved lidt af et tilfælde og ved at undgå madspild. Nu er kardemommecroissanten ét af deres mest solgte stykker bagværk.
Kager kan de bestemt også finde ud af at lave, og især deres hardcore chokoladekage plejer at være en vinder.
Ligesom Juno er Hart en populær destination i weekenden, som kom gerne i god tid og bevæbn dig med tålmodighed – det er ventetiden værd.
Hvad: Hart Bageri
Hvor: Over hele byen. Find din nærmeste Hart her

Buka
Buka betyder brød på albansk, men det er også navnet på en håndfuld bagerier i København.
I Albanien spiser man meget brød, så det var helt naturligt at tage konceptet til København.
Bagværket er fuldstændig uimodståeligt, og kommer gerne i kombinationer med Nutella, Tiramisu og andre søde lækkerier.
Du finder Buka flere steder i Indre By samt på Frederiksberg.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Buka
Hvor: Store Kongensgade 18 i 1264 København K, Frederiksberggade 21 i 1459 København K, Esplanaden 14 i 1263 København K og Falkoner Allé 26B i 2000 Frederiksberg

Alice
Skal du drikke din kaffe og spise dine croissanter samme sted som bl.a. René Redzepi fra Noma og Rasmus Munk fra Alchemist, så er det her du skal forbi.
Alice, som ligger på grænsen mellem Christianshavn og Amager, er go-to stedet for mange lokaler, og flere og flere københavnere fra andre bydele er også ved at få øjnene op for det lille bageri.
Historien bag Alice er desuden ultra-lokal.
Faktisk så lokal at Anders Lorenz, der står bag Alice, er opvokset i samme bygning fire etager højere oppe og udlært tjener fra Noma, der ligger blot en stenkast derfra.
Lokalerne har været i familiens varetægt de sidste 37 år, hvor faren har drevet kiosk, men nu er de i stedet overtaget af sønnike, der både kører bageri, delikatesse og så en lille isbutik om sommeren.
Se mere her.
Hvad: Alice
Hvor: Markmandsgade 1, 2300 København S

Perron
Hos byens urbane oase, BaneGaarden i Sydhavn, bor det økologiske bageri, Perron.
Her styrer konditor Kathrine Velin (tidl. La Glace, Nimb og Andersen Bakery) løjerne, og det gør hun virkelig godt.
Læs også: Kæmpe guide: Her er de bedste burgere i København Hendes smørbagte wienerbrødsdej er i hvert fald en af byens bedste.
Til bageriet hører også en super hyggelig café, hvor du kan nyde sagerne, mens du kommer helt ned i gear.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Perron
Hvor: Otto Busses Vej 45, 2450 København SV

Rondo
Rondo ligger på hjørnet af Sjællandsgade og Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro, og ifølge ejer, Thomas Spelling, så har netop det hjørne skreget på en bager i mange år – så det har det fået.
Thomas Spelling står også bag den populære café og vinbar, Gaarden & Gaden, som ligger lige rundt om hjørnet.
De bruger både brød til blandt andet deres prisvindende weekendbrunch og til aftenmenuen, og her stod eget brød altså højt på ønskelisten.
Især når man ikke vil gå på kompromis med kvaliteten og gerne selv vil være 100% i kontrol over, hvad man tilbyder.
På den måde kom det nye bageri, Rondo, til på det lille hjørne på Nørrebro.
Du er kun 100 meter fra den travle Nørrebrogade, men alligevel træder du ind i et roligt miljø, hvor alle kender alle, og der bliver vinket til stort set samtlige forbipasserende.
Det daglige udvalg hos Rondo skifter løbende, da der om morgenen er croissanter og wienerbrød, mens menuen står på foccacia og baguette til frokost.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Rondo
Hvor: Sjællandsgade 7, 2200 København N

Benji
I sommeren 2021 slog byens nyeste luksusbageri, Benji, dørene op på Nørrebro.
På den anden side af disken finder du indehaver Rasmus Kristensen, som bl.a. har en fortid hos Noma og generelt bare en kæmpe forkærlighed for råvarer af høj kvalitet.
Rasmus har været hos Noma i to år, og når han fortæller om bagværket, er det tydeligt, at standarden er flyttet med til Nørrebro.
Til deres tebirkes bruger de nemlig økologiske ristede mandler, og til spandauren er det en helt særlig vanilje.
Det høje niveau er faktisk rimelig gennemtrængende i alt, hvad de gør hos Benji.
Navnet stammer desuden fra Rasmus’ egen søn, der hedder Benjamin.
Se mere her.
Hvad: Benji
Hvor: Mjølnerparken 52, 2200 København N

Riviera
Hos Riviera holder de åbent torsdag til mandag fra kl. 8-17, og caféen er derfor mest oplagt til morgenmad, en kaffepause og frokost.
På menuen finder du forskelligt bagværk som en spandauer, tebirkes, croissanter og kanelsnegle, men også større retter som french toast, quiche og tomatsalat.
Og måske vigtigst af alt: røræg med krydret grøn salsa, surdejsbrød og en let salat med rødløg, der smager virkelig godt.
Deres croissant med skinke, ost og sennep er også en kæmpe anbefaling værd.
Læs mere om Riviera her.
Hvad: Riviera
Hvor: Nansensgade 64, 1366 København K

Collective Bakery
Er du glad for kaffe af rigtig høj kvalitet, så kender du helt sikkert allerede Coffee Collective, og i 2021 åbnede de deres første rendyrkede bageri.
Til at stå for bageriet har kaffefolkene allieret sig med bagerichef Michael Craig, som har en fortid hos Hart Bageri, Lille Bakery og Amass.
Ved sin side har han et super dygtigt team med souschef, Meagan Murray (tidl. Juno, Mirabelle og Rug), samt tre andre erfarne bagere.
Læs også: Guide til Københavns bedste kager: Her får du det vildeste sukkerchok De har et stort fokus på sæsonvarer, gennemskuelige ingredienser og en tydelig smag af det mest grundlæggende: kornet.
Udover croissanter, surdejsbrød og -boller, kernerugbrød og cookies bliver der også solgt lidt særlige ting som en kardemommeflet og en citronbølge, som er lavet af overskudscroissantdej.
Lige efter den er taget ud af ovnen, pensles den med en intens og utrolig aromatisk hjemmelavet sirup af biodynamiske citroner fra Sicilien – mums.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Collective Bakery
Hvor: Nørrebrogade 176, 2200 København N

Andersen Bakery
Et af byens skarpeste bagerier (og konditorier) er Andersen Bakery.
De har valgt at kombinere det danske bagværk med japansk perfektionalisme og friske smage.
Andersen Bakery har i flere år været at finde på Thorshavnsgade på Bryggen, og tidligere på året udvidede de med deres andet bageri i Ørestad.
I butikkerne finder du et pænt udvalg af bagværk, og det er alt sammen virkelig godt.
Er du til en god jordbærtærte, så skal du prøve den fra Andersen Bakery. Den er nemlig en af favoritterne i vores store guide til Københavns bedste jordbærtærte.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Andersen Bakery
Hvor: Thorshavnsgade 26, 2300 København S og Ørestads Blvd. 49A, 2300 København S

Københavns Bageri
I Carlsberg Byen har to af byens bedste bagerier slået sig sammen og åbnet et tredje.
Nemlig Alice og Benji.
Hos Københavns Bageri drømmer de om at give kærlighed til nogle af de lidt mere glemte stykker bagværk og wienerbrød fra det danske ‘katalog’, som for eksempel kringlen.
Og særligt deres kringle smager altså, så englene synger!
Men bare rolig, du kan naturligvis også finde en klassisk kardemommesnurrer eller en croissant.
Se mere her.
Hvad: Københavns Bageri
Hvor: Flaskehalsen 22, 1778 København V

Albatross og Venner
Er du på jagt efter godt bagværk i Indre By, så er der god til at tage forbi Torvehallerne.
Da Albatross & Venner åbnede 1. april 2022, meldte de allerede ud på forhånd, at de i højere grad ville dyrke det salte bagværk fremfor det søde.
Bag bageriet står ægteparret Denny og Sarah, der allerede driver en anden populær stade i Torvehallerne.
Nemlig Omegn og Venner, der er et eftertragtet frokostspot for alle byens ‘foodies’.
Denny Vangsted er kok og har en fortid fra restauranter som bl.a. The Fat Duck, Kong Hans og Gorilla, og i det nye bageri er han heller ikke bange for at kombinere bagværket med elementer fra det varme køkken som både grønt, kød og skaldyr.
Og måske det deres anderledes tankegang, der gør, at deres wienerbrødsdej har fået et nyt twist – men det virker altså.
Vi giver også gerne vores bedste anbefalinger til deres Pain au Chocolat.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Albatross & Venner
Hvor: Hal 2, Torvehallerne, Linnésgade 17, 1361 København K

Lille Bakery
Ude på Refshaleøen ligger der en skøn lille oase, Lille Bakery.
Her får du dejlig kaffe, lækre croissanter, boller og andet godt bagværk.
Kigger du forbi en tidlig hverdagsmorgen, er her en skøn ro, så hvis du er til en stille start på dagen, så er Lille Bakery et godt bud.
Du kan både smæske dig i de gode sager inde og udenfor, men det kan også anbefales at tage dem to-go og nyde en hyggelig picnic i nærheden.
Bemærk deres nye fotopolitik, hvor det ikke er tilladt at tage billeder i bageriet uden tilladelse.
Se mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Lille Bakery
Hvor: Refshalevej 213A, 1432 København K

Andersen & Maillard
Vi ELSKER en god bolle med ost, og spørger man MigogKbh, så får man en af de bedste hos Andersen og Maillard, der har tre bagerier i København.
På Nørrebro, Indre By og i Nordhavn.
Læs også: Stor guide: Her får du den bedste brunch i København Er du ikke til brød og ost, så har de også andre gode sager som tebirkes, kanelsnegle og intet mindre end brunsviger-croissanter.
Om sommeren skal du prøve deres himmelske croissant med espresso-softice.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Andersen & Maillard
Hvor: Ny Østergade 15, 1101 København K, Nørrebrogade 62, 2200 København N og Antwerpengade 10, 2150 Nordhavn

Sankt Peders Bageri
Danmarks ældste bageri er fra 1652, familieejet – og så ligger det i København.
Sankt Peders Bageri ligger som navnet måske antyder i Sankt Peders Stræde i Indre By, og her har de faktisk ligget i 369 år.
De sidste 21 år har de endda været ejet af samme familie.
Det har i mange år været den velkendte onsdagssnegl fra 1988, som har været bageriet mest solgte bagværk, men du kan også trygt give dig i kast med deres andre kager og bagværk – det smager himmelsk.
Se mere her.
Hvad: Sankt Peders Bageri
Hvor: Sankt Peders Stræde 29, 1453 København K

Meyers Bageri
Meyers Bageri er svært at komme uden om, hvis man taler om den nymoderne danske bageribølge.
Med Claus Meyer som en af de store drivkræfter bag nyere dansk madkultur, har Meyers været med til at gøre surdej, økologisk mel og det kompromisløse håndværk til noget, mange københavnere i dag tager for givet.
I bagerierne er fokus stadig på friskbagt brød, kanelsnurrer og surdejsbrød bagt med respekt for faget, og netop derfor er Meyers stadig en stærk klassiker på den københavnske bageriscene.
Du finder dem på Nørrebro, Amager og Østerbro.
Læs mere på deres hjemmeside her.
Hvad: Meyers Bageri
Hvor: Classensgade 33, 2100 København Ø, Amagerbrogade 48, 2300 København S og Jægersborggade 9, 2200 København N

Ard Bakery
Det er ikke hver dag, at vi kommer ud til K.B. Hallen – men elsker du et godt surdejsbrød er der god grund til det.
På Peter Bangs Vej 95 ligger nemlig Ard Bakery, og de laver både skønt brød og kager.
Men begge dele bliver hurtigt revet væk af brødglade lokale, så det er nok en god idé at komme tidligt.
Vi er ofte helt oppe at ringe over deres fastelavnsbolle, og vi er meget spændt på at se, hvad de disker op med næste år.
Folkene bag Ard Bakery har bl.a. også Jato på Amager og Kiln ved Åboulevarden.
Hvad: Ard Bakery
Hvor: Peter Bangs Vej 95, 2000 Frederiksberg