Her er de gratis brombær: Og vores bedste tips til drinks og kage
“Kan du nå, så kan du få.”
Netop nu hænger det sorte guld i form af modne brombær heldigvis lavt virkelig mange steder i København.
Eksempelvis i Ryvangen, men især på Amager Fælled lokker jagten på gratis bær nemlig flere og flere københavnere ud i naturen.
Og det er der en særlig god grund til.
Brombær koster lige nu 200 kroner kiloet i Netto, men smager hamrende godt i drinks og bagværk. Og endnu bedre, når de er gratis.
MigogKbh samlede i weekenden i et halvt kilo på mindre end 15 minutter på fælleden, hvor flere børnefamilier og kærestepar gik tur med en lille bøtte eller fryseposen i hånden. Og vi har allerede forvandlet dem til både drinks og brombærsnitter, som er så lækre, at vi gerne vil dele de bedste tips med alle – og som børnene selv kan lave. Altså snitterne. Ikke drinksene – dem, skal de holde snitterne fra.
REDAKTØRENS SIRUP TIL PAGNE OG BROMBÆR-BRAMBLE
Det skal du bruge
1 kilo modne brombær
1 liter vand
500 gram sukker – plus det løse
Citronsaft
Og en vaniljestang, hvis du har det i skabet
Fremgangsmåde
Skyl bærrene grundigt. Dæk dem med vand, hæld sukker over plus andet, du har lyst til. Kog molevitten sammen i en halv times tid – køl af og si det ned i et skoldet sylteglas eller flaske, da holdbarheden ellers forkortes mærkbart.
Drinks
Som velkomstdrink smider vi sirup og bær i bunden af et champagneglas, overhælder det med bobler og kærlighed.
Skal du blære dig, så lav en klassisk bramble, hvor du shaker din sirup med knust is, æggehvide og en masse citronsaft og din yndlingsvodka eller gin.
Kaster du dig ud i brombærjagt, så:
1. Husk lange ærmer, og måske også lange bukser. Der er torne overalt!
2. Tag kun de største sorte bløde bær, der kommer nemt af grenene. Så får du dem, der smager godt og ikke er for sure, og der er friske bær dagen efter til din nabo.
3. Saml dine brombær i noget fladt, så de ikke bliver smattede, og husk at skylle dem rigtig godt før brug.
Man kan sagtens spise naturens bær med det samme, men de er lidt sure, så hvis du vil have lidt ekstra ud af dem, kan du her drikke dus med redaktøren for MigogKbh, der hvert år samler ind til sirup, der bruges til at gøre billig champagne bedre og til festlige drinks.
REDAKTØRENS BROMBÆRSNITTER
Det skal du bruge
En pakke smør
Ca. 6 dl mel
ca. 3 dl. flormelis
Salt og vaniljesukker (Vi elsker ekstra vanilje)
Et stort æg
Fremgangsmåde
Smuldr smørret i melet. Tilsæt de andre tørre ingredienser og saml det med ægget.
Lad dejen hvile i køleskabet i en den tid det tager at tæve ungerne (i et spil). Cirka 1 time.
Del dejen i to portioner og rul dem ud til flotte firkanter af ca. 0.4 centimeters tykkelse og bag dem gylne. Når de er kølet af på en rist, kan du samle dem om den bærmasse, (syltetøj), der er tilbage, når du har siet din sirup.
Og så lad da for guds skyld ungerne bruge en masse flormelis, farver og friske bær til at pynte herlighederne.