Bliv husejer for en slik: Her er den billigste villa i København lige nu

Huspriserne har været på en vild himmelfart de seneste par år, hvor boligmarkedet har stortrivedes under coronavirussens greb om verdenssamfundet.
Men du kan altså stadig blive husejer for ganske beskedne beløb, hvis du retter blikket mod den billigste villa i dit område:
Det skriver boligmediet Boliga.dk, der har fundet de huse, der for øjeblikket er til salg med den laveste pris i hver sin landsdel. Udbudspriserne spænder fra 150.000 kroner til knap tre millioner – alt efter, om der er en halv times kørsel til den dansk-tyske grænse eller Rådhuspladsen i København.
Her er det billigste hus til salg i din landsdel

Hovedstaden
Hvis du skal købe bolig i hovedstaden, skal du som regel være bedre bemidlet end de fleste, men i Vanløse kan du lige nu købe det billigste hus i landsdelen for 2.845.000 kroner.
Villaen er et gammelt ledvogterhus på 66 kvadratmeter – og så følger der en have og en carport med.

Nordsjælland
Nordsjælland er garant for nogle af landets dyreste handler, men i den lille by Ferslev på Hornsherred kan du blive husejer for bare 795.000 kroner:
Et håndværkertilbud på 105 kvadratmeter fra 1870, der venter på en kærlig hånd.
Sjælland
På en landevej udenfor Glumsø skal der kun 295.000 kroner til for at overtage nøglerne til landsdelens billigste villa. Det skriver Boliga.dk.
Her får du et bindingsværkshus med stråtækt tag på 105 kvadratmeter, der trænger til en overhaling.
Lolland-Falster
Pengene rækker som regel langt på Lolland, der har landets laveste boligpriser. Du skal da også blot betale 145.000 kroner for det billigste hus på Sydhavsøerne lige nu, som er et 111 kvadratmeter stort hus udenfor Sakskøbing, som også trænger til en istandsættelse.
Bornholm
Solskinsøens bud på en billig villa er et bindingsværkshus fra 1875 udenfor Aakirkeby, som er til salg for 298.000 kroner.
Ligesom flere andre huse på listen, skal du også her være klar på en gennemgribende renovering, men så er der heller ikke bopælspligt.

Fyn og øerne
Langeland er endnu et af de områder i landet, hvor man får meget bolig for pengene:
På øens sydlige spids i byen Stoense kan du for eksempel købe landsdelens billigste hus; en 92 kvadratmeter stor murstensvilla for 150.000 kroner.
Nordjylland
I det nordjyske er 150.000 kroner også nok til at blive husejer ifølge Boliga.dk:
Her er der nemlig en 119 kvadratmeter stor villa fra 50erne til salg i den lille by Thorshøj udenfor Frederikshavn.
Midt- og Vestjylland
Det samme beløb rækker også til et hus udenfor domkirkebyen Viborg i Midtjylland, hvor en 58 kvadratmeter stor murstenvilla i landlige omgivelser er til salg for 150.000 kroner.
Med i prisen følger også en frodig have og en carport.

Østjylland
I det østjyske er huspriserne også steget i de seneste år – ført an af den ukronede jyske hovedstad Aarhus, men nord for Randers kan du lige nu blive husejer for beskedne 248.000 kroner.
Huset ligger i landsbyen Tvede og byder på 91 kvadratmeter samt en stor have.

Sydjylland
Sidst, men ikke mindst, kan du købe en 108 kvadratmeter stor villa i den sønderjyske by Kastrup for 195.000 kroner.
Villaens tre værelser trænger til en overhaling – alternativt kan man rive ned og bygge nyt.