Rick Astley, Macklemore, Rahim og mange andre: Se det fulde program til Fredagsrock i Tivoli

Hele 31 bands indtager i år Plænen i Tivoli.
Plakaten tæller bl.a. Drew Sycamore, Mø, Jada, Christopher, Phlake, Thomas Helmig samt Tobias Rahim, og der lægges ud med den første dobbeltkoncert med Eee Gee og Soleima den 14. april.
Et par af de helt store internationale navne er dog også klar til at fyre op for festen henover den danske sommer.
Mange danske navne
I år er der sat ekstra god plads af til de stærkeste aktuelle danske navne samt til koncert-konstellationer, der kun kan opleves i Tivoli.
Publikum kan se frem til 24 fredage med i alt 31 bands og artister.
”Årets Fredagsrock-program rummer danske og internationale stjerner fra både 70erne, 80erne, 90erne, 00´erne og helt op til i dag.
Det understreger, at Fredagsrock er en folkefest for alle.
Set over en hel sommersæson er Fredagsrock faktisk Danmarks største musikfestival, og så foregår koncerterne endda i et sommerpyntet Tivoli midt i landets hovedstad. Det har vi grund til at være stolte af som by og som verdens smukkeste forlystelseshave, der fylder 180 år i år,” siger kulturdirektør i Tivoli, Frederik Wiedemann.
Genhør med populære artister
Fredagsrock ville ikke være Fredagsrock, hvis ikke programmet bød på kærlige genhør med artister, der i årevis har været publikumsfavoritter og fungeret som lydtapet i manges liv.

Der forventes bl.a. mange fans til Thomas Helmig, der spiller to dage i træk i Tivoli.
Derudover kan du godt begynde at glæde dig til artister som Hans Philip, TV2, Burhan G, Drew Sycamore, Jada og Christopher.
Fredagsrock lukker og slukker den 22. september med Tobias Rahim, og koncerten bliver med sikkerhed et tilløbsstykke, hvor publikum har udsigt til en koncertoplevelse af de helt store.
Der vil være pladsreservation til koncertområdet på begge Thomas Helmig koncerter, Tobias Rahim og Macklemore, og Tivoli åbner for reservationer 14 dage før koncerterne.
Pladsreservationen er gratis, men adgang til Tivoli kræver samtidig gyldig entrébillet eller Tivolikort.
Internationale rytmer
Danske bands og artister er dog ikke de eneste, der lægger vejen forbi Tivoli i år.
Macklemore – der lyder navnet Ben Haggerty – har været en hyppig gæst på de danske festivaler, men nu er turen kommet til Tivoli, hvor menuen står på pop og raphits.
Nynner man Never Gonna Give You Up, så får mange et smil på læben, mens minderne pibler frem, når den engelsk singer-songwriter Rick Astley synger i forlystelseshaven.
Rockfans har også udsigt til en fed sommer.
Både når den charmerende og velsyngende Ian Gillan og resten af Deep Purple indtager Tivoli, men også med Magtens Korridorer og D-A-D i vente.
Se de fulde program til Fredagsrock 2023 på Tivolis hjemmeside.