Bliver byens længste: Her får København 500 meter solskinsbrygge langs vandet

På denne onsdag, hvor København er dækket af sne, og kulden bider, går mange københavnere nok rundt og drømmer om sol og sommer.
Nu er der endnu en grund til at se frem til lunere dage, for et nyt solskinsspot er på vej i byen.
Nordhavn får en 500 meter lang træbrygge langs vandet, hvor man kan nyde sommersolen – dog først om et års tid.
Det oplyser By & Havn.
Kom tættere på vandet
Det er Sundmolen i Nordhavn, der nu udvikles, og et nyt byrum etableres på spidsen.
Og det skal bringe beboere og besøgende endnu tættere på vandet.

Københavns nye solskinsplet er ifølge Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, et vigtigt led i udviklingen af Nordhavn:
“Nærheden til vandet er én af Nordhavns store kvaliteter, som vi med byplanlægningen gerne vil bringe endnu mere i spil for dem, der lever, arbejder eller er på besøg i Nordhavn. Derfor udgraver vi flere kanaler og bygger brygger og skaber byrum på kajkanterne så alle københavnere kan komme tæt på vandet og nyde solen og den rene havn,” udtaler Anne Skovbro.
Også nyt byrum på vej
Den nye solskinsbrygge kommer ikke til at stå klar denne sommer, men arbejdet er i fuld gang, så du kan glæde dig til at indtage byrummet sammen med venner eller familie i sommeren 2024.
Bryggen, som bliver Københavns længste, anlægges langs den nordøstlige side af Sundmolen på Orientkaj.
Herfra vil der være udsigt til såvel Øresund som industrihavnen.
I dag er der containerskibe i vandet ud for Sundmolen, men i slutningen af 2024 flytter containerterminalen længere ud i Nordhavn, så der bliver plads til byliv, solbadning og aktiviteter på vandet.
Den 500 meter lange træbrygge kommer til at munde ud i et 1.500 m2 stort byrum, der har arbejdstitlen Udsigtspladsen.
I etableringen af byrummet hentes inspiration fra skov og strand, og her kommer både sandområder og strandbeplantning med en bred promenade.
Træbryggen og byrummet forventes at være klar til brug i februar 2024.